Streaming-tjenestes nedtur fortsætter

Viaplay skulle fremlægge regnskab onsdag morgen. Selskabet vil i stedet forsætte drøftelser med interessenter

Udgivet Opdateret

Viaplay, der skulle have fremlagt selskabets regnskab for tredje kvartal klokken 07.00 onsdag morgen, har valgt at udskyde regnskabet til torsdag efter børslukning i Stockholm.

Det skriver Viaplay i en pressemeddelelse onsdag morgen.

24. oktober kom en lignende pressemeddelelse fra koncernen, hvor det lød, at regnskabet ville blive fremlagt 29. november.

Fyret flere medarbejdere

I pressemeddelelsen fra onsdag lyder det, at Viaplay udskyder fremlæggelsen af regnskabet for at fortsætte drøftelser med dets største aktionærer, gældsudbydere og obligationsejere om en kapitalrekonstruktion.

Siden juli har Viaplay skåret mere end 30 procent af de ansatte fra.

I juni blev det kendt, at Viaplay befandt sig i store økonomiske vanskeligheder. Her nedjusterede koncernen sine forventninger til resten af året. Det skete blandt andet som følge af en nedgang i annonceindtægter.

Væsentligt svagere

I samme omgang stoppede den daværende topchef, Anders Jensen. Siden har Jørgen Madsen Lindemann stået i spidsen for den nordiske mediekoncern.

I juli måtte Jørgen Madsen Lindemann dog konstatere, at de økonomiske fremtidsudsigter for Viaplay var "væsentligt svagere" end først antaget. Derfor blev forventningerne til året sløjfet helt.

I første halvdel af 2023 havde Viaplay et nettounderskud på 6,2 milliarder svenske kroner, på det tidspunkt svarende til omkring 4 milliarder danske kroner.

Aktien faldt

Ifølge selskabet er det især faste omkostninger til indhold, der ikke modsvares af tilstrækkelig vækst eller besparelser. Det betyder, at selskabet taber penge.

Da selskabet i oktober udskød præsentationen af regnskabet, faldt aktien med mere end 17 procent.

VIAPLAY

Viaplay er en streamingtjeneste grundlagt af Nordic Entertainment Group som udbyder film, serier og sport on-demand. Tjenesten er tilgængelig i Danmark, Finland, Norge, Sverige, Island, Estland, Letland, Litauen, Polen, Holland, Storbritannien, USA, Canada, Østrig, Tyskland og Schweiz.

Dengang blev det også annonceret, at et potentielt salg af koncernens aktiviteter drøftes.

Powered by Labrador CMS