Epstein om præsident: Han elskede at tage dem i skridtet

Epstein skrev brev til en anden dømt om "vores præsident", der "deler vores kærlighed til unge, yppige piger"

Offentliggjort Sidst opdateret

USA's præsident, Donald Trump, er nævnt som "vores præsident" i et håndskrevet brev, som Epstein ifølge frigivne dokumenter skrev fra fængslet til en anden dømt seksualforbryder, Larry Nassar.

I brevet klagede Epstein tilsyneladende til Nassar over, at de sad fængslet, mens "præsidenten deler vores kærlighed til unge, yppige piger. Når en ung skønhed gik forbi, elskede han at 'grab snatch'."

Det fremgår ifølge den britiske avis The Guardian af de dokumenter, som USA's justitsministerium har offentliggjort tirsdag.

Det foto af den amerikanske finansmand Jeffrey Epstein, der blev taget, da Epstein i 2017 blev indskrevet i staten New Yorks register over dømte sexforbrydere. Epstein var dengang tiltalt i en sag om prostitution, der involverede en mindreårig. Han blev dømt, men indgik en aftale der betød, at han fik en meget mild straf. To år senere blev han igen anklaget for seksualforbrydelser, men tog sit eget liv inden sagen kom for retten. (Arkivfoto)

Det engelske udtryk "grab snatch" kan oversættes til "gribe fat i skridtet".

Omfattende overgreb

Larry Nassar er en tidligere amerikansk gymnastiklæge, som blev fængslet for omfattende overgreb mod kvindelige atleter.

Over 150 piger og kvinder vidnede i retten om de overgreb, Nassar havde begået mod dem. Han blev dømt og afsoner nu en dom på 60 års fængsel.

Brevet fra Epstein er poststemplet 13. august 2019. Det er tre dage efter, at han blev fundet død i en fængselscelle i New York.

- Kære L.N., som du ved nu, har jeg taget "genvejen" hjem. Held og lykke, står der.

Tjekker post

Den amerikanske tv-station CNN bemærker, at fængselspersonale kontrollerer udgående post fra de indsatte, hvilket kan give forsinkelser i afsendelsen.

Donald Trump, som også var præsident på det tidspunkt i 2019, hvor brevet til "L.N." blev sendt, har gentagne gange afvist at have gjort noget forkert i forbindelse med sin relation til Epstein.

- Alle var på venskabelig fod med den fyr, sagde han til journalister mandag.

Hænges ud

Ved samme lejlighed gentog Trump desuden, at han ikke støtter offentliggørelsen af sagsakterne. Han siger, at det vil føre til, uskyldige mennesker ville blive hængt ud.

Trump er ikke selv anklaget for lovbrud i forbindelse med Epstein-sagen.

Powered by Labrador CMS