Kæmpe nederlag til Trump

Ifølge højesteret overskred Trump sine beføjelser, da han indførte en lang række forhøjede globale toldsatser

Offentliggjort Sidst opdateret

Højesteret afgør Trumps toldsatser ulovlige

USA's højesteret har erklæret, at Donald Trumps straftold overskred hans beføjelser.

Loven IEEPA blev fejlagtigt brugt til at indføre forhøjede toldsatser, hvilket kun Kongressen kan godkende.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den amerikanske præsident Donald Trumps straftold er ikke lovlig.

Det fastslår USA's højesteret fredag, skriver Reuters.

Ifølge højesteretten overskred Trump sine beføjelser, da han indførte en lang række forhøjede toldsatser.

Ikke bemyndigelse

Trump indførte straftolden ved brug af loven International Emergency Economic Powers (IEEPA). Loven er lavet til nationale nødsituationer, men ifølge landets højesteret giver den ikke præsidenten bemyndigelse til at indføre forhøjede toldsatser.

Ifølge USA's forfatning er det Kongressen - og ikke præsidenten - der har beføjelse til at pålægge told og regulere USA's handel med udlandet.

Overskred beføjelser

Flere amerikanske virksomheder og delstater har anlagt sag mod USA's administration, fordi de mener, at præsident Donald Trump har overskredet sine beføjelser ved at indføre forhøjet told på varer fra udlandet.

Spørgsmålet om, hvorvidt præsidenten har juridisk grundlag for sin toldpolitik, har nået USA's Højesteret, efter at flere lavere rangerende domstole har givet sagsøgerne medhold i deres anklager.

Mod fjender

Ifølge Reuters er Trump den første præsident, der har brugt IEEPA til toldsatser.

Historisk har loven været brugt til at indføre sanktioner mod fjender eller indefryse disses aktiver.

Donald Trumps straftold er ikke lovlig, lyder det fra den amerikanske højesteret.
Powered by Labrador CMS