Fire kaskelothvaler er strandet ved Fanø
Borgere opfordres til at holde sig væk fra et område ved Fanø, hvor fire kaskelothvaler er strandet fredag.
Fire kaskelothvaler er strandet ved Fanø.
Det siger miljøminister Magnus Heunicke (S) i en kort skriftlig kommentar til Ritzau.
Borgere opfordres til at holde sig væk fra området.
- Det er meget vigtigt, at borgere holder sig væk fra området og respekterer eventuelle afspærringer. Forstyrrelser kan stresse dyrene og vanskeliggøre en eventuel redning, siger ministeren.
Det er Miljøstyrelsen, der har givet ministeren besked. Styrelsen er ikke vendt tilbage på Ritzaus henvendelse, og derfor er det endnu ikke oplyst, hvor hvalerne helt præcist er strandet.
Det er også uklart, om nogle af hvalerne er i live - og i så fald hvor mange.
Er på stedet
Fredag middag er myndighederne på stedet for at få et overblik over situationen, siger ministeren.
Han fortæller også, at der er blevet observeret levende dyr i havet ud for kysten.
- Kystdirektoratet sender droner op for at overvåge området fra luften, lyder det videre.
Det er ikke hverdagskost, at kaskelothvaler strander ved danske kyster, men det er faktisk allerede tredje gang i år, at det sker.
For tre uger siden
For tre uger siden strandede en kaskelothval ved Ålbæk Bugt i Nordjylland. Den var 13,7 meter lang. Få dage senere blev en anden observeret på en sandbanke ved Blåvandshuk Fyr nær Esbjerg.
Før disse hændelser strandede en kaskelothval senest ved danske kyster i 2016. Det var på Fanø.
Kaskelothvalen er verdens største tandhval - en hvaltype, der er kendetegnet ved at have tænder.
Kaskelotter kan dykke ned til 3000 meters dybde og være neddykkede i op til to timer.
De finder føde ved hjælp af kraftige lydbølger, der udsendes fra hvalens hoved. Lydene er så kraftige, at de kan lamme eller dræbe byttedyrene, fremgår det af Dansk Pattedyratlas.
Kaskelotter lever overvejende af blæksprutter, men i mindre grad også stimefisk, fremgår det.