Stort område spærret af efter udslip
Industribygning i det nordlige Viborg har været ramt af farligt udslip. Flere veje blev spærret af.
Fredag aften skete der et større ammoniakudslip i kraftvarmeværket i det nordlige Viborg.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Udslippet var begrænset inde i bygningen, så der ikke var fare for beboere i området.
- Det er heldigvis i et industriområde, sagde Morten Bujakewitz, vicepolitiinspektør fra Midt- og Vestjyllands Politi, natten til lørdag.
- Vinden er i en retning, der gør, hvis der skulle komme noget ud, så blæser det ud over et område, hvor der ikke er beboelse, altså nordpå, tilføjede han.
Har forladt stedet igen
Brandvæsnet, politiet og HazMat har været på stedet, skriver Midtjysk Brand & Redning på det sociale medie X, men har i løbet af natten forladt stedet igen.
Beredskabsstyrelsens HazMat-beredskab er et ekspertberedskab, som med kort varsel kan rykke ud og assistere under indsatser, hvor der er mistanke om farlige kemiske stoffer.
Politiet oplyste natten til lørdag, at man havde spærret et større område af for en sikkerheds skyld.
- Vi har lavet en større afspærring - cirka 300 meter i hver retning (fra kraftvarmeværket, red.), sagde Morten Bujakewitz.
- Og i en lille kilometer mod nord har vi lukket alle indfaldsveje til kraftværket, tilføjede han og sagde, at ammoniak er farligt i selv ret små koncentrationer.
Ophævet lørdag morgen
Afspærringerne er tidligt lørdag morgen ophævet.
Ingen personer er kommet til skade, og politiet har ingen mistanke om, at der ligger en kriminel handling bag udslippet. Politiet skal undersøge stedet nærmere lørdag formiddag for at klarlægge årsagen til udslippet.
Vicepolitiinspektøren fortæller, at der ikke var nogen personer på stedet, da udslippet skete. Det var tekniske alarmer på kraftvarmeværket, der alarmerede myndighederne.