2700 skal aflives

Sønderjyske fasaner aflives på grund af fugleinfluenza. Udbruddet ved Tønder er det niende siden årsskiftet

Udgivet Opdateret

Syge fasaner i Sønderjylland må onsdag lade livet, efter at der er blevet påvist fugleinfluenza.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at en fjerkræbesætning nær Tønder med omkring 2700 fasaner er ramt af fugleinfluenza.

Veterinærchef i styrelsen Signe Hvidt-Nielsen siger, at det er sandsynligt, at smitten kan være kommet med efterårstrækkene til området, da besætningen ligger tæt ved Vadehavet og trækfuglenes ruter.

Hun opfordrer både hobbyavlere og professionelle til at indhegne og overdække deres dyr og fodersteder samt rengøre tøj og støvler, inden de går ind til fuglene.

Beskyttelseszone

Styrelsen har oprettet en beskyttelseszone på tre kilometer samt en overvågningszone på ti kilometer rundt om den smittede besætning.

Her skal alle fjerkræ- og fugleejere registrere deres fugle på landbrugsindberetning.dk. Det sker for at inddæmme smitten.

I zonerne er det forbudt at holde udstillinger med fugle, flytte fugle og produkter fra fugle indenfor og ind og ud af zonerne, skriver styrelsen.

Fødevarestyrelsen kan tidligst ophæve restriktionerne 30 dage efter, at aflivning af fuglene og desinfektion af den ramte ejendom er afsluttet.

Det 9.

Udbruddet ved Tønder er det niende siden årsskiftet. Omkring 130.000 fjerkræ er i år blevet aflivet på grund af fugleinfluenza.

Når der er fugleinfluenza i en fjerkræbesætning, kan handel med EU-landene fortsætte som hidtil, skriver styrelsen.

Lande uden for EU kan dog lukke for deres import af æg, fjerkræ og fjerkrækød.



Powered by Labrador CMS