40.000 danskere ramt af data-læk

Hackerangreb på fem skoler har flere ofre end først antaget. Ifølge ekspert er sagen en af de mest alvorlige

Udgivet Opdateret

Omfanget af hackerangrebet mod fem sønderjyske skoler er større, end hvad skolerne hidtil har fortalt.

Uddannelsesinstitutionen EUC Syd har ifølge DR orienteret 40.000 nuværende og tidligere ansatte, elever og forældre om, at deres eller deres børns data kan være blevet stjålet.

Flere skoler ramt

I første omgang lød meldingen, at der var blevet stjålet personfølsomme oplysninger fra op mod 8000 elever og ansatte på fem sønderjyske skoler.

Ud over EUC Syd er der tale om Sønderborg Statsskole, Gråsten Landbrugsskole, Privatskolen-Als og Sønderborg International School.

Mest alvorlige i Danmark

Konkret har hackerangrebet ramt IT-Center Syd, som er it-center for de fem sønderjyske skoler.

Til DR fortæller Peter Kruse, medstifter af it-sikkerhedsselskabet CSIS, at sagen er en af de mest alvorlige, der er set i Danmark.

Sammen med National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har Syd- og Sønderjyllands Politi indledt en efterforskning af sagen. (Arkivfoto).

Fuldstændig fejlet

- Vi har et ansvar for at behandle personlige oplysninger på en ordentlig måde i offentlig regi. Men man har fuldstændig fejlet der.

Hackerangrebet blev opdaget 31. august. Det var først mandag - efter at DR bragte historien - at politiet er blevet bekendt med sagen.

Kender ikke oplysningerne

Sammen med National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har Syd- og Sønderjyllands Politi indledt en efterforskning af sagen.

I en pressemeddelelse udtalte Søren Rønnov, der er vicepolitiinspektør hos Syd- og Sønderjyllands Politi, at man endnu ikke ved, hvilke oplysninger der er blevet lækket.

Del det ikke

- Vi opfordrer allerede nu de ramte borgere til at sikre sig bedst muligt mod eventuelt identitetstyveri og misbrug af oplysninger til for eksempel at optage lån.

Derudover opfordrede politiet borgere til, at man ikke forsøger at komme i besiddelse af det lækkede materiale, og at man ikke deler det videre, hvis man er i besiddelse af det.

Mit digitale selvforsvar

Mit digitale selvforsvar er en app udgivet i samarbejde mellem Forbrugerrådet Tænk, Det Kriminalpræventive Råd og Trygfonden. Formålet med appen er, at give forbrugere mulighed for at gennemskue fup og svindel på nettet og undgå at blive ofre for it-kriminalitet.

Har man appen installeret på en Iphone eller Android-telefon, får man mulighed for at modtage advarsler, der handler om aktuelle trusler. Truslerne er af vidt forskellig karakter og kan både være falske sms’er, falske mails og forskellige former for phishing-angreb, fuptelefonopkald og meget, meget andet.

Ifølge dem, der står bag appen, sendes advarslerner ud på baggrund af oplysninger leveret via samarbejdspartnere. Disse partnere er blandt andet politiet, banker, Forbrugerombudsmanden og andre.

Man har også selv mulighed for at sende tips ind via appen, og viser disse tips sig at være korrekte, kan også de indgå i beslutningen om at advare om en ny form for svindel, der huserer på nettet.

Appen byder også på guides og tips til, hvordan man beskytter sig selv på nettet, og hvad man skal gøre, hvis skaden allerede ér sket.

Mit digitale selvforsvar på Apple Itunes.

Mit digitale selvforsvar på Google Play. 

Læs mere om Mit digitale Selvforsvar hos Tænk.



Powered by Labrador CMS