80.000 danskere får det

Stigende udgifter til Novo Nordisks diabetesmedicin Ozempic bekymrer regionsrådsformand i Hovedstaden.

Udgivet Opdateret

80.000 danskere fik sidste år tilskud til Novo Nordisks slankende diabetesmedicin Ozempic.

Det kostede regionerne 580 millioner kroner.

Det skriver Politiken.

Og udgifterne fortsætter med at stige.

- Udviklingen bekymrer mig ret meget, for de stigende udgifter presser vores budgetter, siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S).

Samme stof som Wegovy

Ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen fik over 13.000 danskere Ozempic sidste år uden nogensinde før at have været på diabetesmedicin. I 2021 var der godt 5000, skriver Politiken.

Ozempic indeholder det samme stof, som er i slankemidlet Wegovy.

Det er det aktive medicinske stof semaglutid, der reducerer sult.

Politiken skriver, at medicintilskudsnævnet, der beslutter, hvilke lægemidler der får tilskud, når de ordineres af egen læge, i måneder har ønsket at gøre det sværere for diabetespatienter at få Ozempic.

I stedet vil nævnet, at patienter først skal afprøve anden diabetesmedicin, før de får tilskud til Ozempic. Et præparat, der virker mindre slankende end Ozempic.

Advarer mod ændring

Diabetesforeningen har i et høringssvar fra februar slået fast, at de er modstandere af nævnets ønske.

- Vi advarer imod denne ændring, som, vi mener, vil forringe mennesker med diabetes' adgang til individuel tilrettelagt behandling, og som kan forsinke tiden til den rette behandling, skriver foreningen ifølge Politiken.

Politiken skriver, at Lægemiddelstyrelsen vil træffe en afgørelse i sagen senere på året.

Ozempic indeholder det samme stof, som er i slankemidlet Wegovy. Det er det aktive medicinske stof semaglutid, der reducerer sult. (Arkivfoto).
Ozempic indeholder det samme stof, som er i slankemidlet Wegovy. Det er det aktive medicinske stof semaglutid, der reducerer sult. (Arkivfoto).

Ekstraudgift på 100 millioner

11. april drøftede regionsrådet i Region Hovedstaden udfordringerne ved de stigende udgifter til tilskud til Ozempic, skriver Politiken.

Region Hovedstaden forventer i år en ekstraudgift på 100 millioner kroner til diabetesmedicin.

Ozempic er Novo Nordisks bedst sælgende lægemiddel.

Det samlede salg i medicinalselskabet var på 53,4 milliarder kroner i årets første kvartal. Det var en vækst på 27 procent sammenlignet med samme periode i 2022.

Salget af fedmemidler steg i kvartalet med 131 procent til et samlet salg på 7,8 milliarder kroner.

Powered by Labrador CMS