Nyt om hårdt kvæstet betjent
For nylig blev to betjente påkørt på en motorvej. Den ene blev dræbt, mens den anden fortsat er indlagt
En 25-årig kvindelig politibetjent, der i sidste uge blev påkørt af en lastbil på Sønderjyske Motorvej, er erklæret uden for livsfare.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.
En 43-årig mandlig politibetjent blev dræbt i ulykken.
Ramt af lastbil
Den fandt sted natten til den 29. januar, hvor de to betjente rykkede ud til motorvejen efter en anmeldelse om en soloulykke som følge af glatføre.
Da de var ved at have overstået arbejdet på stedet, blev de påkørt af en lastbil.
Fortsat indlagt
Den 25-årige kvinde, der er under uddannelse, er fortsat indlagt på intensiv afdeling på Odense Universitetshospital.
Hendes tilstand er fortsat kritisk, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politikredsen har af kvindens familie fået tilladelse til at kunne give en orientering om hendes tilstand, fremgår det.
Ønsker ro
- Familien takker samtidig for de mange venlige hilsner, som borgerne har sendt i forbindelse med ulykken, men appellerer samtidig til, at de fortsat får ro i forhold til den aktuelle situation.
Fører sigtet
Føreren af lastbilen - en 40-årig mand - er blevet sigtet for uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse.
Bestemmelserne om uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse indebærer begge, som det fremgår af betegnelsen, at der foreligger strafskyld i form af uagtsomhed.