Politi: Butikker kan afvise dine penge
Butikker må gerne sige fra, og ifølge loven skal de i visse tilfælde
I disse dage er falske 20-kroner i omløb flere steder i landet, og der er eksempler på, at de er blevet brugt til blandt andet at købe elektronik.
Derfor understreger Midt- og Vestsjællands Politi nu, at butikker har ret til at afvise kunder, hvis de ønsker at betale med store mængder mønter.
Begrænser muligheder
- Forretningerne har mulighed for at afvise kunder, der vil betale med store mængder mønter, og ved at være opmærksom og eventuelt sige nej i sådanne situationer så beskytter man sig selv mod at blive offer for falskmøntneri, og man begrænser samtidig de kriminelles mulighed for at bruge de falske mønter, siger politiinspektør Christian Jakobsen.
Højst 25 mønter
Butikker må ifølge hvidvaskloven ikke modtage kontanter på 15.000 kroner eller derover. Og samtidig gør møntloven det muligt at afvise køb med mere end 25 mønter af hver slags ved betaling.