Aalborg-borgmester væltet fra magten
Radikales Jes Lunde har nu flertal
Der bliver ved med at blive detoneret bomber rundt om i Danmark flere dage efter kommunalvalget i tirsdags den 18. november.
Nu er endnu en socialdemokratisk bastion faldet.
Lasse Frimand Jensen har ikke længere flertal som borgmester i Aalborg.
Det oplyser Radikales Jes Lunde, som nu har samlet et flertal bag sg som borgmester.
Dermed er 100 års socialdemokratisk styre brudt i statsminister Mette Frederiksens hjemby.
Tirsdag mistede Socialdemokratiet også overborgmesterposten i København.
Og partiets kandidat til posten, Pernille Rosenkrantz-Theil, meddelte lørdag, at hun forlader dansk politik.
- Foretrækker mig
Jes Lunde sætter yderligere ord på den dramatiske udvikling.
- De borgerlige partier i byrådet foretrækker mig som borgmester, og det vil jeg gerne, hvis jeg kan få en aftale om politik, som jeg kan se mig selv i, siger Jes Lunde.
Partierne i den nye aftale er De Radikale, Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne, som sammen har 16 mandater mod 15.
Dagen efter valget lød det ellers, at Lasse Frimand Jensen ville fortsætte som borgmester i kommunen. Det sagde han på et pressemøde onsdag.
Socialdemokratiet størst
Socialdemokratiet blev det største parti i den nordjyske kommune på trods af et fald i opbakningen fra vælgerne.
Partiet fik 32,2 procent af stemmerne.
Det svarer til et fald på 4,7 procentpoint siden valget i 2021 og 16,5 procentpoint sammenlignet med 2017.
De Radikale fik to mandater ved valget mod Socialdemokratiets ti.