Åbent nu: Danskerne strømmer til

På kort tid er en række af landets apoteker blevet en del af det setup, der tilbyder vaccination mod covid-19

Cirka hvert fjerde af landets 524 apoteker tilbyder på nuværende tidspunkt vaccination mod coronavirus. Det gælder både første, andet og tredje vaccinestik. (Arkivfoto).
Cirka hvert fjerde af landets 524 apoteker tilbyder på nuværende tidspunkt vaccination mod coronavirus. Det gælder både første, andet og tredje vaccinestik. (Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

Siden midten af december har apoteker landet over vaccineret cirka 65.000 borgere mod covid-19.

Det foregår uden tidsbestilling, og på nuværende tidspunkt er 125 apoteker - svarende til cirka hvert fjerde af landets 524 apoteker - med i ordningen.

- Vi har haft travlt her op til jul, og borgerne har været rigtigt glade for bare at kunne gå hen på apoteket og få vaccinationen. Så vi har fået mange positive tilbagemeldinger, siger Jesper Gulev Larsen, formand for Danmarks Apotekerforening.

Det er gået stærkt for de apoteker, der er med i ordningen, og som tilbyder både første, andet og tredje vaccinestik.

De har på kort tid skullet sætte et system op, så de kan håndtere vaccinen.

I Region Hovedstaden kom ordningen på plads 14. december. Den 16. december kom Region Syddanmark med, og 20. december kom også apotekerne i Region Nordjylland med.

Skal supplere offentlige centre

Inddragelsen af apotekerne er et supplement til de offentlige vaccinationscentre og de praktiserende læger, som for en stor dels vedkommende også tilbyder vaccinen.

Apotekerforeningens formand håber, at endnu flere apoteker kommer med på vaccinevognen.

- Apotekerne ligger tæt på borgerne i deres hverdag, og som udgangspunkt kan man komme ind fra gaden uden tidsbestilling og få et stik.

- Vi ved, at tilgængelighed har stor betydning – ikke mindst for ældre og for borgere, der har langt til nærmeste vaccinationscenter. Så apotekernes indsats vil forhåbentlig få flere til at blive vaccineret.

Åbent mellem jul og nytår

Mellem jul og nytår er der også åbent for vaccination på de medvirkende apoteker.

Det kan blandt andet blive aktuelt for den nye målgruppe mellem 18 og 39 år, som har fået fremrykket tilbuddet om det tredje vaccinestik.

Målgruppen kan nu - ligesom personer på 40 år og derover - blive prikket i overarmen fire en halv måned efter andet vaccinestik.

77,2 procent af befolkningen har på nuværende tidspunkt fået to vaccinestik mod coronavirus. 41,9 procent har fået det tredje stik.

Sådan virker en vaccine

Vores immunsystem er konstant på vagt overfor skadelige bakterier og virusser. Millioner af hvide blodceller holder hver især øje med specifikke infektioner.

Når en immuncelle møder sit mål, formerer den sig og sender en masse proteiner, kaldet antistoffer afsted for at rydde op. Når infektionen er bekæmpet, bliver såkaldte “huske-celler” tilbage i kroppen, som er klar til at forberede et hurtigt angreb, hvis bakterierne vender tilbage igen.

Det er sådan vi udvikler immunitet. Og det er derfor vi ikke bliver smittet af den samme virus flere gange.

Men selvom vores krop er super effektiv, så kan nogle superfarlige bakterier få ram på os, før vores immunsystem har haft tid til at gøre tropperne klar til kamp. Det gælder især for små børn, fordi deres immunsystemer endnu ikke er færdiguddannde.

Derfor er det heldigt, at vi har vacciner, der lavet af små eller svage udgaver af virusser eller bakterier. De lader vores immunsystem se, hvordan fjenden ser ud og danne de vigtige huske-celler. Når vi så møder den farlige udgave kan immunforsvaret genkende sygdommen med det samme og bekæmpe den, inden den når at få fodfæste.

Kilde: Videnskab.dk

Powered by Labrador CMS