Ægtepar kræver 71 mio. i erstatning fra SAS

Fik varm kaffe ned over sig

Offentliggjort

En 78-årig amerikansk kvinde kræver en gigantisk erstatning af SAS på 10 millioner dollars, hvilket med dagens kurs svarer til 64.988.000 kroner.

Det skriver norske sol.no.

Årsagen til det store erstatningskrav er, at kvinden under en flyvning med SAS fra København til Oslo den 3. april sidste år ved et uheld fik en kop skoldhed kaffe ned i skødet, da en fra kabinepersonalet var rundt med drikkevarer til passagererne.

Hun var på vej til Oslo sammen med sin mand, hvor de skulle på et krydstogt rundt om De Britiske Øer.

Kvinden, Aymara Corbo, fremfører i erstatningskravet, at den skoldhede kaffe har påført hende "alvorlige brandskader, smerte, lidelse, psykiske problemer, reduceret livskvalitet, ardannelse, kosmetiske deformiteter samt økonomiske og personlige tab".

Prægede ferien

På trods af hændelsen fortsatte parret til Oslo og gik ombord på krydstogtskibet, men ferien var præget af de skader, hun havde pådraget sig, lyder det i erstatningskravet.

- Min klient var ikke i stand til at benytte krydstogtskibets mange faciliteter - heller ikke underholdningstilbud eller deltagelse i udflugter. Hun og hendes mand blev effektivt frarøvet deres ferie som følge af skaden, lyder det fra kvindens advokat.

Manden kræver én million dollars

Oven i kvindens erstatningskrav kommer et erstatningskrav fra hendes mand på en million dollars - 6.498.800 kroner.

Ifølge erstatningskravet mener ægtemanden, at hans kones skader har betydet, at han har mistet de "serviceydelser", hun indtil da havde ydet ham samt samvær og fællesskab. Han fremfører også, at han har haft økonomiske tab på grund af hustruens brandskader.

Pressechef i SAS Norge, Øystein Schmidt, bekræfter eksistensen af erstatningskravet og kalder det derudover en "igangværende juridisk proces".

Powered by Labrador CMS