Afvist af lægen: Maria har levet med voldsomme smerter i ti år

Det gør ondt at være kvinde, var en af lægernes besked, da Maria Faber Andersen opsøgte hende på grund af voldsomme smerter i underlivet

Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV2 ØSTJYLLAND

En konstant smerte og voldsomme jag ind i maven. Det har 23-årige Maria Faber Andersen levet med i flere år.

Smerterne begyndte kort efter, hun fik sin menstruation som teenager, og siden er det kun blevet værre. Årsagen har indtil for nylig været et mysterium.

- Når det er værst, er det helt ubærligt. Det har gjort så ondt, at jeg har kastet op, når der kom et jag, siger aarhusianeren til TV2 Østjylland.

Faktisk er det så slemt, at Maria Faber Andersen er sygemeldt mellem en og tre dage hver uge fra sin uddannelse.

Alligevel skulle der gå ti år, før den 23-årige kvinde fik stillet en diagnose. I december fik Maria Faber Andersen konstateret underlivssygdommen endometriose i svær grad.

Fejet af

I løbet af årene har Maria Faber Andersen været til læge mange gange, men hver gang blev hun fejet af.

Smerterne meldte sig første gang, da Maria Faber Andersen var 13 år.

- Jeg blødte enormt meget og fik smertestillende på recept. Da jeg blev 14, fik jeg p-piller mod smerterne, siger hun.

De seneste år har smerterne ikke begrænset sig til dagene med menstruation. Og med smerterne kommer feberen og trætheden.

Derfor blev Maria Faber Andersen også ved med at gå til lægen, selvom hun allerede var blevet affejet mange gange.

Gør ondt at være kvinde

- Jeg har bare fået at vide, at det gør ondt at være kvinde, og at jeg kunne tage en panodil. Det gør vi andre, når vi har ondt, lød det, siger Maria Faber Andersen.

- Jeg kom til at tvivle helt vildt på mig selv, og jeg troede, at det var mig, der var sart.

Hun googlede selv sine symptomer og stødte på endometriose. Men lægen mente ikke, at det gav mening at undersøge for det, fordi det ifølge hende forekom så sjældent.

Heldigvis var Maria Faber Andersen vedholdende.

Maria Faber Andersen

Mange tilfælde

Ifølge Anne Gisselmann Egekvist, der er læge på Klinik for Kvindesygdomme på Aarhus Universitetshospital, er der mange tilfælde som Marias.

Det er vigtigt for hende at understrege, at man ikke skal have så ondt, at det er svært at leve et normalt liv.

- Det er ikke normalt at have menstruationssmerter i sådan en grad, at man ikke kan gå i skole og passe sit arbejde, siger lægen.

Derfor håber hun også, at der bliver udbredt mere viden om sygdommen, så andre kvinder kan undgå at gå hjem fra lægen med beskeden om at tage en panodil.

En kæmpe lettelse

Efter ti år kan Maria Faber Andersen nu endelig få behandling for sine smerter. Men selvom hun har fået en årsag, så fylder bekymringerne for fremtiden.

- Det, at få bekræftet, at der var noget galt, det var en kæmpe lettelse. Men jeg kan ikke regne med, at jeg har nemt ved at få børn, og jeg kan ikke regne med, at jeg kan passe det arbejde, jeg gerne vil have, siger hun.

Maria Faber Andersen håber dog, at hun ved at tale højt om det, kan hjælpe andre kvinder, så de kan komme før i behandling.

- Hvis mine læger havde taget mine henvendelser seriøst for nogle år siden, så var jeg nok ikke så syg, som jeg er i dag. Det håber jeg, at andre kan undgå, siger hun.

Powered by Labrador CMS