Anders er overvældet over donationer

Røde Kors arbejder på at sende millioner af tiloversblevne mundbind til lande, hvor pandemien fortsat raser

Generalsekretær i Røde Kors Danmark Anders Ladekarl er overvældet af de mange mundbind, Røde Kors har modtaget på det seneste. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Røde Kors har på under en uge fået doneret ti millioner mundbind fra danske virksomheder.

- Det har været overvældende. Vi startede med 800.000 mundbind, som jeg synes var mange.

- Men i løbet af få dage er vi nu oppe på ti millioner mundbind. Det er stort, det er dejligt at opleve, siger generalsekretær Anders Ladekarl, Røde Kors.

Rema1000 lagde for

Det begyndte med, at supermarkedskæden Rema1000 fredag donerede de første mundbind.

De var blevet til overs, fordi Danmark gradvist er ved at udfase brugen af mundbind i det offentlige rum.

Nu skal man eksempelvis ikke længere bruge mundbind i supermarkeder og hos frisøren.

Hen over weekenden bød flere virksomheder og detailkæder sig til, og mandag var der indsamlet tre millioner mundbind.

Siden har indsamlingen taget endnu mere fart.

Der er brug for dem

Først var det meningen at sende mundbindene til Nepal, men nu ser man også på destinationer som Hviderusland, Kenya og Bangladesh.

- Der er en kæmpe efterspørgsel efter mundbind i lande, hvor pandemien fortsat raser. Og fordi vi har fået så mange, så arbejder vi nu med fire destinationer, siger Anders Ladekarl.

Det første fly lastet med mundbind afgår formentlig mod Nepal i begyndelsen af næste uge.

Det er åbenlyst derfor

Anders Ladekarl er ikke i tvivl om, at det er udfasningen af mundbind herhjemme, som har fået flere virksomheder til at donere dem.

- Det er helt åbenlyst. Der er så store lagre rundt omkring, at mange ikke vil kunne bruge dem til det formål, de var indkøbt til, inden de udløber, siger han.

Der er en udløbsdato på mundbind, og af samme grund modtager Røde Kors kun partier, som ikke er udløbet, og hvor dokumentation for effekten er i orden.

- Vi kan ikke bare sende hvad som helst ud. Der skal være dokumentation for, hvor mundbindene kommer fra, og at de er testet klinisk, siger Anders Ladekarl.

Giv ikke dem alle væk

Mens brugen er mundbind er blevet udfaset en del i Danmark, skal man stadig bruge dem visse steder.

Det gælder eksempelvis, hvis man har symptomer på coronavirus og bryder sin selvisolation for at komme til læge eller på sygehus.

Det gælder også ved ophold i venteværelser, for eksempel ved en akutmodtagelse, hos den praktiserende læge eller vagtlægen.

Anbefalingen om brug af mundbind gælder fortsat også borgere, der opsøger et teststed for at blive podet i halsen eller næsen for coronavirus.

I den offentlige transport er mundbind kun nødvendigt, når man rejser i myldretiden og er nødsaget til at stå op.

Når man skal ud at flyve, skal man fortsat også bruge mundbind.

Det skyldes fælles europæiske retningslinjer om at anvende mundbind i både indenrigs- og udenrigsfly og i alle lufthavne.

Powered by Labrador CMS