Dansk kæde lukker 18 butikker

Flying Tiger Copenhagen vil fokusere sine ressourcer på de butikker, hvor efterspørgslen er størst i Danmark

Offentliggjort Sidst opdateret

Flying Tiger lukker 18 butikker i Danmark

Flying Tiger Copenhagen lukker 18 af sine 50 butikker i Danmark næste år.

Butikkerne vil blive samlet på nøglelokationer i større byer.

En ny kundeklub er lanceret for at forbedre kundeoplevelsen.

Kæden planlægger at åbne 130 nye butikker i Sydøstasien inden 2030.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

I løbet af næste år vil Flying Tiger Copenhagen lukke 18 af sine i alt 50 butikker i Danmark.

Det oplyser butikskæden i en pressemeddelelse torsdag.

I nøglelokationer

Kæden har valgt at samle butikkerne på såkaldte danske nøglelokationer, som blandt andet gælder landets største byer.

Men kæden vil fokusere ressourcerne de steder, hvor der er størst efterspørgsel.

Ny kundeklub

- I den forbindelse har virksomheden foretaget betydelige investeringer i kundeoplevelsen både i de fysiske butikker og online, lyder det i pressemeddelelsen.

Flying Tiger Copenhagen har blandt andet lanceret en ny kundeklub, der er baseret i appen.

Løbende tilpasning

Martin Sörenhag, der er nordisk chef for detailkæden, understreger, at brandet og kundesegmentet har udviklet sig "markant gennem årene".

- Som følge heraf skal vores butiksnetværk løbende tilpasses, så vi fastholder vores relevans over for kunderne - både i Danmark og internationalt, siger han i meddelelsen.

Flying Tiger Copenhagen har 50 butikker i Danmark. Kæden vil i løbet af 2026 lukke 18 af de danske butikker. Det gælder blandt andet butikken på Vesterbrogade, som ses på billedet. (Arkivfoto).

Opsiger ansatte

Lukningen af de 18 butikker betyder, at en række ansatte blive opsagt.

- Hvor det er muligt, tilbyder vi vores medarbejdere omplacering inden for netværket, men det er desværre uundgåeligt, at vi må tage afsked med værdsatte kolleger, som har spillet en vigtig rolle i vores historie, tilføjer Martin Sörenhag.

Udvider i udlandet

Det er blandt andet Flying Tiger i Frederiksberg Centret, på Stengade i Helsingør, på Torvegade i Rønne og Vestergade i Silkeborg, der skal dreje nøglen om.

Mens de 18 butikker i Danmark drejer nøglen om, fortsætter Flying Tiger sin ekspansion internationalt.

130 nye butikker

I september lød det, at kæden frem mod 2030 har planer om at åbne 130 nye butikker i lande i Sydøstasien.

Flying Tiger Copenhagen er til stede med butikker i 41 lande.

En del af kædens butikker er ejet og drevet af selskabet Zebra, mens andre er drevet ud fra en franchisemodel.

Med lokale partnere

Franchise er en forretningsform, hvor andre får lov til at drive forretning under et eksisterende varemærke.

Der er også udvalgte markeder, hvor Zebra ejer butikkerne sammen med en lokal partner.

Powered by Labrador CMS