Dansk maleri dukker op efter 90 år

Carl Blochs berømte maleri er ikke blevet set siden 1932. Nu er det fundet i den græske hovedstad, Athen

Udgivet Opdateret

Det er blevet kaldt et nationalt symbol, men også gammeldags dansk kunst, og i omkring 50 år var det næsten glemt.

Faktisk havde ingen set Carl Blochs maleri "Prometheus' befrielse" i 90 år, men nu er det berømte værk dukket op i Grækenland.

Det skriver Statens Museum for Kunst (SMK) fredag i en pressemeddelelse.

Ifølge SMK er maleriet blevet fundet, i forbindelse med at museet har planlagt en udstilling med Carl Blochs værker.

Bestilt at danskfødt konge

Maleriet, der er fire meter langt og tre meter bredt, blev i 1864 bestilt af den dengang nyudnævnte, danskfødte konge i Grækenland.

Inden kongen fik maleriet til Athen, blev det udstillet på Charlottenborg i København. Her blev maleriet mødt med begejstring, og Carl Bloch blev udråbt til at være den største kunstner nogensinde i Danmark.

Maleriet blev efter udstillingen fragtet til Athen og hængt op i kongeslottets trapperum.

70 år senere blev det igen udstillet i Danmark på Charlottenborg i 1932, men siden dengang er maleriet ikke blevet set. Og selv om det har været efterlyst, og både fagpersoner og myndigheder siden 1980'erne har været involveret, har ingen kunnet lokalisere det.

Fandt et brev

Nøglen til at finde det fandt Statens Museum for Kunst, da de i foråret 2022 kontaktede Ribe Kunstmuseum, der ejer to forarbejder til "Prometheus' befrielse". Dem ville SMK gerne låne.

En medarbejder på Ribe Kunstmuseum fandt i den forbindelse et brev fra 2006, der omhandlede det forsvundne maleri.

Brevet var skrevet af en kollega på Det Græske Nationalgalleri i Athen og var et svar på en forespørgsel fra Ribe Kunstmuseum.

Befandt sig i Athen

I brevet var der et hint om, at "Prometheus' befrielse" optrådte på en liste over genstande, der tilhørte den tidligere græske kongefamilie, og som familien i 1991 forgæves forsøgte at transportere til London i Storbritannien fra Grækenland.

Det viste sig, at maleriet befandt sig i Athen, hvor det var opmagasineret i det forladte slot Tatois kælder under hovedbygningen. Og at det her indgår i den tidligere kongelige samling, som forvaltes af det græske kulturministerium.

Umulig at lokalisere

Når maleriet overhovedet blev glemt, var en del af forklaringen ifølge SMK, at Carl Blochs værker for en tid blev betragtet som "gammeldags" og "sentimentale" og i årene efter udstillingen i 1932 gled ud af den danske kunsthistorie.

Først i 1980'erne begyndte man at interessere sig for hans kunst, men da var "Prometheus' befrielse" umulig at lokalisere. Altså indtil nu.

Fra februar ventes maleriet udlånt af den græske stat til Statens Museum for Kunst. Her bliver det muligt at se maleriet udstillet for første gang siden 1932.

Her bliver et maleri til, som er baseret på den danske kunstners værker.
Her bliver et maleri til, som er baseret på den danske kunstners værker.

CARL BLOCH

Carl Heinrich Bloch var en dansk historiemaler. Bloch indtager en væsentlig og betydningsfuld plads i dansk kunst i anden halvdel af det 19. århundrede. Han spændte vidt både med teknik og motiver. Foruden hans malede værker har han et fornemt grafisk værk af både stor teknisk og æstetisk værdi.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS