Dansk prædikant deporteret til Danmark

Torben Søndergaard var i 2019 genstand for hård kritik i TV 2-dokumentaren "Guds Bedste Børn"

Udgivet Opdateret

Den danske prædikant Torben Søndergaard er efter mere end et års fængsling i USA blevet deporteret til Danmark.

Det bekræfter en talsperson for det amerikanske immigrationsbureau, ICE, til mediet B.T. mandag.

I et Facebook-opslag fra Torben Søndergaard lyder det ifølge mediet, at han var "uskyldigt anholdt og fængslet af FBI og Homeland Security for at udgøre en national trussel ved at smugle våben til USA".

afviser alle anklager

Torben Søndergaard har tidligere afvist alle anklager om våbensmugling. I stedet skulle tilbageholdelsen ifølge prædikanten handle om problemer med hans opholdstilladelse, skriver B.T.

En talsperson fra ICE afviser over for Ekstra Bladet, at anklager om våbensmugling skulle indgå i anklagemyndighedens materiale imod danskeren.

Torben Søndergaard er selvudnævnt kristen reformist. Han mener at kunne helbrede folk og uddrive dæmoner, skriver B.T.

Den kristne prædikant Torben Søndergaard flyttede til USA i 2019. Det seneste år har han siddet fængslet i USA, indtil han for nyligt blev deporteret til Danmark. (Arkivfoto).
Den kristne prædikant Torben Søndergaard flyttede til USA i 2019. Det seneste år har han siddet fængslet i USA, indtil han for nyligt blev deporteret til Danmark. (Arkivfoto).

Dæmonuddrivelser

Prædikanten og hans kristne bevægelse var i 2019 genstand for hård kritik i TV 2-dokumentaren 'Guds Bedste Børn'.

I dokumentaren sås blandt andet, hvordan han og hans bevægelse udførte dæmonuddrivelser.

Flere tidligere medlemmer af bevægelsen fortalte i dokumentaren desuden, hvordan psykisk syge var stoppet med at tage deres medicin efter angiveligt at være blevet helbredt ved dæmonuddrivelser.

Følte sig truet

Dokumentaren fik flere politikere til at kræve, at prædikanten skulle undersøges for kvaksalveri.

Ifølge Ekstra Bladet har Torben Søndergaard flere gange siden dokumentaren erklæret, at han følte sig truet og udsat for religiøs og politisk forfølgelse i Danmark.

Angiveligt skulle det være årsagen til, at han i 2019 emigrerede til USA.

Gået under jorden

Ifølge Ekstra Bladet skriver det kristne medie CBN, at Torben Søndergaard efter deportationen til Danmark er gået under jorden i et ukendt tredje land.

FBI

Federal Bureau of Investigation (FBI), tidligere Bureau of Investigation (BOI), er USAs nationale sikkerhedstjeneste og forbundspoliti, der efterforsker forbrydelser, som strækker sig på tværs af USA's forbundsstater. FBI er underlagt U.S. Department of Justice, en del af U.S. Intelligence Community og refererer både til landets Justitsminister og chefen for nationale efterretninger. Som landets førende myndighed inde for anti-terrorisme, kontraspionage og kriminalefterforskning har FBI jurisdiktion over mere end 200 typer af føderale forbrydelser.

Kilde: Wikipedia

Her afventer han resultatet af ICE's efterforskning og en ny ansøgning om at få opholds- og arbejdstilladelse i USA, skriver mediet.

Powered by Labrador CMS