Danskere risikerer at miste efterlønnen

De Radikales ønske om at fjerne efterlønnen fra 2030 vil ramme 20.000 3F'ere direkte, som helt vil miste retten til efterløn, viser nye tal

Udgivet Opdateret

Citathistorie: Fagbladet 3F

To ud af tre 3F'ere, som i dag betaler til efterløn, vil ikke få lov til at bruge ordningen, hvis De Radikale kommer igennem med partiets 2030-plan.

Det viser tal fra 3F’s A-kasse, skriver Fagbladet 3F.

I dag betaler knap 32.000 medlemmer ind til efterlønnen. Af dem vil 20.000 ikke nå efterlønsalderen inden De Radikale har foreslået at lukke helt for tilgangen til efterløn.

Ikke en ret

Partiets politiske leder, Sofie Carsten Nielsen (R), slår i Berlingske fast, at det er rimeligt at afskaffe efterlønnen, da politikerne har indført Arne-pension og seniorpension.

I interviewet slår hun samtidig fast, at de mennesker, som har betalt til ordningen, skal have deres penge tilbage.

- Men ligesom med alt andet kan man ikke sige, at det (efterlønnen, red.) er en ret til evig tid, og samfundet betaler også til ordningen, siger hun til Berlingske.

Udover de flere end 20.000 3F’ere, som endegyldigt afskæres fra at få efterløn, så vil 6.000 medlemmer få barberet hele eller halve år af ordningen, da de vil nå efterlønsalderen i årene 2025-2029, hvor De Radikale foreslår en gradvis aftrapning af ordningen.

Populær ordning

Knap 6.000 vil nå efterlønsalderen inden 2025 og derved beholde muligheden for at komme på efterløn på trods af De Radikales reformtanker.

De Radikales plan skaber frygt for medlemmernes fremtid i 3F’s A-kasse, fortæller forretningsfører Eva Obdrup.

- Det kommer til at ramme helt skævt på denne måde og stille rigtig mange mennesker i en slem situation, hvis man fjerner efterlønnen helt for 20.000 3F’ere. De står pludselig med håret i postkassen, for de har planlagt deres liv efter denne mulighed for selv at bestemme over deres tilbagetrækning, siger hun.

Selv om efterlønsordningen er blevet udhulet over en årrække, er det stadig en meget populær ordning blandt 3F’erne, som bliver slidt ned i deres job, men måske ikke nok til at modtage seniorpension eller har optjent ret til Arne-pension.

Et sikkerhedsnet

- Vi taler om mennesker, der har haft rigtig mange år i rigtig tunge job i vores grupper, som bliver tvunget til at slæbe sig igennem de sidste år, inden de når pensionsalderen. Det kan slide dem endeligt ned, så deres seniorliv bliver væsentligt forringet. Eller det kan være, at de bliver tvunget til at skifte karriere langt oppe i 60’erne. Hvor mange på 68 år kan gå oppe på taget og lægge teglsten? spørger Eva Obdrup.

Hun peger på, at efterlønsordningen ikke kun er en vej ud af arbejdsmarkedet, men også et sikkerhedsnet under de, der ønsker at blive ved med at arbejde.

Fire ud af ti medlemmer af 3F vælger at arbejde videre, selv om de har optjent retten til at gå på efterløn.

Fagbladet 3F har gentagne gange forsøgt at komme i kontakt med medlemmer af De Radikales folketingsgruppe for en kommentar.

Danskere risikerer ikke at kunne få deres efterløn udbetalt.
Danskere risikerer ikke at kunne få deres efterløn udbetalt.
Powered by Labrador CMS