Danskerne sætter rekord på vejene

I 2022 har danskerne fået øjnene op for, at brændstoffet rækker længere, hvis man sænker farten på motorvejen

Udgivet Opdateret

Stigende priser på benzin og diesel har fået de danske bilister til at løfte foden fra speederen på motorvejene i 2022.

Det kan ses i Vejdirektoratets hastighedsbarometer for sidste år.

Hastighedsbarometeret viser, at der både er sat rekord for laveste gennemsnitshastighed på motorveje med hastighedsgrænse på 110 og 130 kilometer i timen.

De lavere hastigheder på motorvejene skyldes åbenlyst brændstofpriserne, siger Niels Moltved, der er projektleder i Vejdirektoratet.

Lavere hastighed

- Det er ganske tydeligt for vores grafer, at det sker i marts måned, og at det hænger sammen med energiprisens udvikling og himmelflugt.

- Vi har hele året kunnet konstatere, at gennemsnitshastigheden på motorveje med 130-grænser, ligger to-tre kilometer under de seneste år. Og det kan stort set kun skyldes, at det er væsentligt dyrere at tanke sin bil, siger han.

Helt konkret blev der kørt med en gennemsnitlig hastighed på henholdsvis 111,6 og 118,5 kilometer i timen. Det er to-tre kilometer langsommere end de foregående år.

Rekordlav

I december var hastigheden rekordlav med 116,3 kilometer i timen som gennemsnit på motorveje, hvor man må køre 130 kilometer i timen.

Det er det laveste tal, Vejdirektoratet har målt i den tid, det har lavet opgørelser over hastigheder.

Tallene er renset for perioder med kødannelser og andre forhold. Det betyder, at gennemsnitsfarten kun er udregnet ud fra tidspunkter, hvor man selv har "kunnet vælge hastigheden".

Kun personbiler

Det er desuden kun personbiler, der indgår i disse tal.

Selv om inflation og brændstofpriser er begyndt at falde en smule igen, er der ingen tegn på, at hastigheden stiger igen med det samme, siger Niels Moltved.

- Det er interessant, at priserne på benzin er faldet lidt igen, men at folk tilsyneladende stadig kører langsommere ude på motorvejene.

Hjælper lidt

- Tidligere har vi kørt kampagner for, at man skulle sænke hastigheden, og det har kun hjulpet lidt. Så det er først for alvor nu, hvor man har det her incitament til at spare nogle penge, at folk kører langsommere, siger han.

Det er dog ikke kun bilisterne, der sparer penge på at køre langsommere.

Også klimaet har gavn af de lavere hastigheder.

CO2-bespareler

Ifølge Vejdirektoratets beregninger har den lavere hastighed ført til en besparelse på cirka 41.000 ton CO2 alene for kørsel på motorvejene, hvis man sammenligner med 2019 - året før corona.

Det svarer til den årlige CO2-udledning fra 19.000 biler.

Danske bilister har i 2022 sænket farten på motorvejene for at spare penge på benzin. De højeste hastigheder på motorvejene brænder nemlig mere benzin af end lavere hastigheder. (Arkivfoto).
Danske bilister har i 2022 sænket farten på motorvejene for at spare penge på benzin. De højeste hastigheder på motorvejene brænder nemlig mere benzin af end lavere hastigheder. (Arkivfoto).

1,2 MIO. DANSKERE FÅR FRADRAG FOR BILTUR TIL JOB

Stigende brændstofpriser får Skatterådet til at sætte kørselsfradrag i vejret.

Skatterådet hæver nu satserne for kørselsfradrag og befordringsgodtgørelse på grund af stigende brændstofpriser, oplyser rådet mandag.

Læs mere om fradraget og godtgørelsen her:

* Omkring 1,2 millioner danskere kører mere end 12 kilometer hver vej i egen bil til og fra arbejde og har dermed ret til at trække et beløb fra i skat.

* Det er det såkaldte kørselsfradrag.

* Jo længere man kører, desto flere penge kan man trække fra.

* Hvert efterår beregner Skatterådet satserne for det kommende år ud fra en vurdering af udgifterne ved bilkørslen. Skatterådet har 19 medlemmer, som er udpeget af skatteministeren og Folketinget.

* Satserne for 2022 var blandt andet beregnet ud fra en benzinpris på 12,78 kroner for en liter. Det var højere end i 2021, hvor benzinprisen var beregnet til 11,31 kroner.

* Mandag lå prisen for en liter 95 blyfri benzin mange steder omkring 15-16 kroner.

* I år er fradraget indtil videre for de første 24-120 kilometer 1,98 kroner per kilometer. Herefter er fradraget 0,99 kroner per kilometer.

* I 25 landkommuner er kørselsfradraget forhøjet til også at være 1,98 kroner per kilometer over 120 kilometer.

* Skatterådet sætter satsen op med 18 øre fra 1,98 kroner til 2,16 kroner per kilometer.

* Skattefri befordringsgodtgørelse kan udbetales til medarbejdere, der bruger deres egen bil i forbindelse med deres arbejde. Det kræver dog, at arbejdsgiveren fører den fornødne kontrol.

* Indtil mandag var godtgørelsen på 3,51 kroner per kilometer for de første 20.000 kilometer. Derudover er godtgørelsen på 1,98 kroner per kilometer over 20.000 kilometer.

* Satsen for godtgørelse sættes op med 19 øre til 3,70 kroner.

Kilde: Skattestyrelsen/Skatterådet.
Powered by Labrador CMS