Denne dag gik vi amok på mobilen

3. juli, hvor landsholdet slog Tjekkiet i EM-kvartfinalen, blev der brugt mest mobildata i løbet af året

Der var fest i Københavns gader, da fodboldlandsholdet 3. juli slog Tjekkiet i EM-kvartfinalen.
Der var fest i Københavns gader, da fodboldlandsholdet 3. juli slog Tjekkiet i EM-kvartfinalen.
Udgivet Opdateret

Lørdag den 3. juli spillede Danmark sig videre til semifinalen ved EM i fodbold med en sejr over Tjekkiet.

Samtidig med fodboldfesten var der så godt gang i danskernes mobiler, at 3. juli også er dagen, hvor danskerne brugte mest data i 2021.

Det viser en opgørelse fra Telenor, der er landets næststørste teleselskab.

32 procent stigning

I hele 2021 er dataforbruget steget med 32 procent i forhold til året før.

- Danskernes dataforbrug stiger år for år, men en stigning på 32 procent sammenlignet med et år, der slog alle rekorder, er i den grad værd at skrive hjem om, siger Jesper Mølbak, netværksekspert hos Telenor.

- Det vidner om, at etableringen af tusindvis af hjemmearbejdspladser og andre nye digitale tiltag, der blev introduceret i 2020, er blevet en integreret del af hverdagen i 2021.

Mens dataforbruget fortsat stiger, har færre talt i telefon i 2021 på Telenors mobilnetværk. 

I forhold til året forinden er det samlede antal minutter i telefonopkald faldet med syv procent.

Til gengæld er antallet af sms'er uændret.

5G

I seneste regnskab fra Telenor i oktober havde teleselskabet 1,69 millioner mobilkunder. Over det seneste år er antallet af mobilkunder steget med 14.000.

Selskabet vil i 2022 fortsætte med at opgradere hastighederne på mobilnetværket.

- Selv om netværket uden problemer kan håndtere det nuværende dataforbrug, er vi i fuld gang at opgradere vores udstyr og dermed kapaciteten, så det også fremover kan matche danskernes behov.

- I 2021 har vi blandt andet opgraderet næsten 1000 master til 5G, som kan sikre meget højere hastigheder, og i 2022 føjer vi 1500 mere til listen, siger Jesper Mølbak.

Ud over 3. juli var 5. december og 8. december de dage med det højeste dataforbrug i 2021 blandt Telenors kunder.

Powered by Labrador CMS