Det laver bilisterne - mens de kører bil

Der foregår mange ting bag rattet, når bilisterne kører på vejene viser ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik

Udgivet

'Kør bil, når du kører bil'.

Det slogan kender vi efterhånden alle.

Men det er langt fra alle, der efterlever det i virkeligheden, når de sidder bag rattet.

Det viser en ny undersøgelse som Rådet for Sikker Trafik står bag, hvor bilisterne er blevet spurgt om hvad de har lavet bag rattet inden for den seneste måned.

Over halvdelen af bilisterne spiser og drikker, når de kører bil, og hver femte leder efter ting i en taske eller et handskerum.

13 procent bruger håndholdt mobil til at tale eller skrive på, og 5 procent siger, at de holder telefon- eller videomøde, når de har foden på speederen.

Kræver fuld opmærksomhed

- Det kræver ens fulde opmærksomhed at køre på vejene, hvor få sekunders uopmærksomhed kan betyde, at man overser andre. Den slags ulykker ser vi desværre alt for ofte. Derfor bør man vente med at lede efter ting i handskerummet, holde videomødet og at skrive beskeder, indtil man holder ind til siden, siger Lisbeth Sahl Bauditz, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Det er ikke alle bilister, der har lige stor fokus rettet mod trafikken, når de kører bil. Det afslører nu undersøgelse af bilisternes vaner lavet af Rådet for Sikker Trafik.

Derfor skyder Rådet for Sikker Trafik en ny opmærksomhedskampagne i gang fra den 6 til den 26 maj - sammen med 60 af landets kommuner.

Også politiet er med i kampagnen med øget fokus på uopmærksomhed i trafikken i perioden fra den 6. til den 17 maj.

Store og alvorlige ulykker

Fyns Politi er en blandt flere politikredse, der sætter ind med kontrol.

- Uopmærksomhed er alt for ofte skyld i store og alvorlige ulykker, der koster liv eller skader mange mennesker. Derfor gennemfører vi målrettede kontroller med fokus på uopmærksomhed for at minde bilisterne om at køre bil, når de kører bil. På den måde kan trafikken blive mere tryg og sikker for os alle, siger Sten Rosenlund Sørensen, vicepolitiinspektør hos Fyns Politi.

DET SVARER BILISTERNE DE LAVER BAG RATTET

  • Spist og drukket: 55 %
  • Siddet i egne tanker og mistet fokus fra trafikken: 24 %
  • Ledt efter ting fx i en taske, handskerummet eller lign.: 19 %
  • Brugt håndholdt mobil til at tale eller skrive/taste på: 13 %
  • Deltaget i møder enten via telefon- eller videoopkald: 5 %
  • Trykket på smartwatch for fx at læse eller skrive beskeder: 4 %
  • Taget billeder eller video med mobilen: 4 %
  • Lavet videoopkald, Facetimet mv.: 2 %
  • Set film/video på mobilen, tablet eller bilens infoskærm: 1 %
  • Personlig pleje: barberet mig, børstet tænder, lagt makeup, sat hår mv.: 1 %

Rådet har via Epinion spurgt 2045 bilister om, hvad de har lavet bag rattet den seneste måned.

Powered by Labrador CMS