DMI advarer: Her er de sikre på skybrud

Regn- og tordenbyger er poppet op flere steder i Danmark, nogle med skybrudsintensitet, skriver DMI

Udgivet Opdateret

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har lørdag eftermiddag udsendt et varsel om, at beboere i Sydvestjylland og Vestsjælland kan komme til at opleve lokale skybrud og torden.

Det er et niveau højere end den risikomelding, DMI meldte ud tidligere på dagen.

- Regn- og tordenbyger er poppet op flere steder i Danmark. Nogle er så kraftige, at de har skybrudsintensitet, skriver DMI på Twitter.

DMI's varsler er inddelt i fire niveauer, der vises som en risikomelding.

Det farligste

De fire niveauer afspejler, i hvor høj grad vejret kan forårsage skader. Højeste kategori er de kraftigste og farligste vejrfænomener.

Den seneste udmelding er den tredjehøjeste kategori.

I Dåstrup på Midtsjælland kunne borgere mærke regnen, da en regnbyge skyllede indover byen lørdag eftermiddag.
I Dåstrup på Midtsjælland kunne borgere mærke regnen, da en regnbyge skyllede indover byen lørdag eftermiddag.

De seneste uger er der blevet indført afbrændingsforbud flere steder i landet på grund af tørt og varmt vejr, der har skabt udfordringer.

Torsdag var meldingen fra DMI, at der ikke var registreret nedbør i 22 dage på landsplan.

Højeste på skalaen

Forrige weekend nåede det landsdækkende tørkeindeks ifølge DMI op på 10,0. Det er det højeste på skalaen.

DMI oplyste søndag, at maj og juni har været så tørre, at de to måneder indtil nu kun har kastet 14,1 millimeter regn af sig på landsplan.

Normalen for de to måneder er 111,6 millimeter.

Derfor falder DMI's varsling lørdag også på et tørt sted.

Også hedebølge

Men selv om der er udsendt varsel om skybrud og torden i Sydvestjylland og Vestsjælland, gælder det våde vejr ikke for resten af landet.

DMI skriver, at der er risiko for hedebølge i store dele af Jylland både lørdag, søndag og mandag.

Varsels-beskrivelser

DMI udsender varsler for danske landområder om farligt vejr efter retningslinjer aftalt med Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet.

Varslerne udsendes op til 24 timer før det farlige vejr ventes. Dermed vil vejrfænomenet ofte have været omtalt i DMI’s almindelige vejrudsigter til offentligheden før der udsendes et egentligt varsel.

En risikomelding udsendes som et forvarsel om farligt vejr. Risikomeldingen vil ofte blive efterfulgt af et varsel om farligt vejr når der er overblik over hvilke og hvor store områder der bliver ramt af det farlige vejr. Aktive varsler vises med en rød blinkende markering.

Orkan: Middelvindhastighed overskrider orkanstyrke (32,6 m/s) inden for varslingsområdet.
Storm: Middelvindhastighed overskrider stormstyrke (24,5 m/s) inden for varslingsområdet.

Kraftig regn: Nedbørmængde overskrider 24 mm på 6 timer lokalt inden for varslings-området.
Skybrud: Nedbørmængde overstiger 15 mm på 30 minutter lokalt inden for varslings-området.
Kraftig torden: Der ventes mange lynnedslag lokalt inden for varslings-området.

Kraftigt snefald: Nedbørmængde overskrider 15 mm på 6 timer svarende til 15 cm sne lokalt inden for varslings-området.
Snestorm: Snefald på mere end 10 cm på 6 timer og middelvind overskrider 10 m/s og snefygning er sandsynlig lokalt inden for varslings-området.
Snefygning: Løs sne til stede og middelvindhastigheder overskrider 10 m/s, således snefygning er sandsynlig lokalt inden for varslingsområdet.

Isslag: Udbredt nedbør, der danner is på overfladen lokalt inden for varslings-området.

Tæt tåge: Sigtbarhed mindre end 100m lokalt inden for varslings-området.

Forhøjet vandstand ved den jyske vestkyst: Vandstand forventes over 1,9 m ved Thyborøn, Torsminde eller Hvide Sande.
Vandstand forventes over 2,4 m ved Vidå/Højer, Rømø eller Esbjerg.
Forhøjet vandstand i de indre danske farvande og/eller Østersøen: Vandstand ved en dansk station forventes over 1,30 m ved Skagerrak og Limfjorden og/eller 1,25 m ved Østersøen og indre danske farvande.

Kilde: dmi.dk.

Hedebølge er defineret ved, at gennemsnittet af de højeste registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage forventes at overstige 28 grader.

Powered by Labrador CMS