DMI advarer: Vandet kan stige op til 2,2 meter

DMI varsler vindstød af stormstyrke samt for forhøjet vandstand i Vadehavet og langs den jyske vestkyst

Udgivet Opdateret

KORT RESUME AF ARTIKLEN

DMI varsler om vindstød af stormstyrke og forhøjet vandstand i Jylland.

Vandstanden kan nå op til 2,2 meter over det normale ved Jyllands vestkyst.

Guldborgsund Kommune forbereder sig på oversvømmelser og deler sandsække ud.

Færgeafgange og togdrift påvirkes af vejret, med aflysninger og reduceret service.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det er en temmelig både blæsende og våd uge, som vi går i møde.

Sådan lyder meldingen søndag fra Anja Bodholdt, der er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

DMI har udsendt en varsling om vindstød af stormstyrke og om forhøjet vandstand.

Her er det Jylland, der ser ud til at blive hårdest ramt.

- Det er, som det ofte er, langs Vestkysten, hvor vi får stormende kuling og vindstød af stormstyrke, siger Anja Bodholdt.

Fra 1,8 til 2,2 meter

Varslet om forhøjet vandstand rammer også langs den jyske vestkyst mellem Blåvands Huk og Thyborøn.

Her forventer DMI, at vandstanden kan nå mellem 1,8 og 2,2 meter over normal vandstand ved højvandet mandag formiddag.

Anja Bodholdt fortæller, at ifølge DMI's prognoser vil det våde og blæsende vejr fortsætte resten af den kommende uge dog med ophold.

- Det er sådan lidt af flere omgange, at vi vil opleve både blæsevejr og regnvejr, siger den vagthavende meteorolog.

Ikke kun i vest

Det er ikke kun i den vestlige del af landet, at man forbereder sig på dårligt vejr de kommende dage.

I Guldborgsund Kommune gør de sig klar til eventuelle oversvømmelser, skriver TV 2 Øst.

Her deler kommunen endnu en gang sandsække ud til borgerne.

Sandsækkene skal fungere som et værn mod vand. Borgere skal dog medbringe en skovl, da man selv skal fylde sækkene.

DMI varsler om vindstød af stormstyrke samt om forhøjet vandstand i Vadehavet og langs den jyske vestkyst. Anja Bodholdt fortæller, at ifølge DMI's prognoser vil det våde og blæsende vejr fortsætte resten af den kommende uge dog med ophold. (Arkivfoto).

Færger bliver ramt

Også færgerne til og fra Bornholm rammes af vejret mandag.

Bornholmslinjen oplyser på sin hjemmeside, at grundet varsel om kraftig vind op til stormstyrke omkring Bornholm er de to første dobbeltture med Express 5 henholdsvis klokken 06.30 og klokken 10.30 fra Rønne aflyst.

Færgen Hammershus indsættes i stedet med afgang fra Rønne klokken 07.00.

Advarer på Storebælt

På Storebæltsbroen advares der imod blæst, der kan påvirke kørslen.

Passage med påhængskøretøjer under 750 kilo er forbudt.

Varslet forventes ophævet mandag klokken 9, lyder det fra Sund og Bælt.

Der kommer også til at køre færre tog i Vest- og Sønderjylland mandag morgen på grund af stormvarsel.

Det oplyser Banedanmark i en pressemeddelelse ifølge TV 2.

Powered by Labrador CMS