DMI: Der kan falde op til 70 mm

Torsdag arter vejret sig ganske pænt - men fra fredag til lørdag kan det komme til at gå vildt for sig

Udgivet

Det lader til at torsdag bliver en ganske pæn dag med sol flere steder og op til 22 grader.

Men det er kun en slags 'stilhed før stormen', for weekendens vejr kan ende med at blive alt andet end stille.
Det bekræfter vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Lene Dolmer, torsdag morgen over for Nyheder.dk.

- I dag, torsdag, får vi lidt eller nogen sol - med spredte byger. Torsdag morgen er der gang i bygerne over Sjælland. De kan godt være med torden. Men fra i eftermiddag er der sol til store dele af landet. Temperaturerne torsdag vil ligge mellem 18 og 22 grader, siger Lene Dolmer.

Fredag går det løs

Men det fornuftige vejr ændrer sig markant fredag.

Temperaturmæssigt bliver fredag godt nok stort set ligesom torsdag. men fra fredag aften og natten til lørdag trækker et massivt regnvejr op over landet fra syd.

- Det giver stedvis regn fra fredag aften og lørdag nat. Fra lørdag nat frem til søndag morgen kan der komme ret store nedbørsmængder. Generelt har vi sagt mellem 20 og 50 mm. Men lokalt kan der komme op til 70 mm regn, siger Lene Dolmer.

De store mængder regn kan også komme med lyn og torden.

- Det er selvfølgelig noget vi holder øje med og melder ud omkring, siger Lene Dolmer om udsigten til den særdeles våde weekend.

Powered by Labrador CMS