DMI: Nu sker det - Første gang i år

For første gang i år kommer vejret til at vise sig fra den meget sommerlige side, lyder det fra DMI

Offentliggjort Sidst opdateret

Sommervarmen har endelig Danmark i sigtekornet. 

For første gang i år viser DMI’s prognoser temperaturer helt op mod 30 grader – og det kan allerede ske i denne weekend.

Allerede lørdag

En kombination af et lavtryk nordvest for De Britiske Øer og et højtryk længere mod syd sender tør og varm luft op over landet. 

Luftmassen kommer delvist fra kontinentet, hvilket betyder, at vi kan forvente masser af sol og sommerlige temperaturer hele weekenden.

Allerede lørdag rammer termometrene 23-25 grader flere steder, og søndag ser endnu mere lovende ud.

Slår rekord

Her venter temperaturer på 28 grader - og enkelte steder, især i Sønderjylland, kan det blive op til 30 grader.

Det betyder, at både lørdag og søndag kan slå årets varmerekord, som indtil videre lyder på 25,4 grader målt i Ringkøbing-Skjern sidste weekend.

Regionale forskelle

Selvom det varme vejr rammer bredt, vil temperaturerne ikke være helt ens i hele landet. Nordjylland og Bornholm kan forvente lidt lavere temperaturer end resten af landet - men stadig i den behagelige sommerlige ende.

Varmen er på vej ind over Europa og har således også kurs mod Danmark
Powered by Labrador CMS