DMI: Skrækkelig weekend i vente

Weekenden kan byde på hvidt nedbør, men det er ifølge DMI svært at sige, om det bliver sne, tøsne eller slud

Udgivet Opdateret

Den kommende weekend byder på et skifte fra kolde dage med snedække til mere mildt, blæsende og vådt vejr.

Sådan lyder udsigten den kommende weekend, forklarer Mette Zhang, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Fredag morgen vågner de fleste op til nogen sol, især i den sydvestlige del af landet - men også snebyger. Morgentrafikanter skal være opmærksomme på glatte veje.

Svær at bestemme

- Som dagen går, bliver det mere skyet vestfra. Det ser ud til, at der kan komme nogle kraftige sne-, slud- og måske regnbyger. Nedbørsformen er for øjeblikket rigtig svær at bestemme endeligt, siger Mette Zhang.

- Mange steder vil der nok været hvidt i det, men om det er tøsne eller slud er rigtig svært at sige, lyder det fra meteorologen.

Blæsende vejr

Temperaturerne kommer til at ligge på vippen mellem frysepunktet og fire grader. Derudover bliver vejret blæsende fredag.

- Ikke nok med at det bliver lidt sjasket, så bliver det også ret blæsende. Vinden tiltager til frisk vind til kuling fra en vestlig retning ude ved kysterne. På udsatte steder kan vinden endda komme op på helt op til hård kuling, siger Mette Zhang.

Skyet hele dagen

Natten til lørdag klarer det op i den nordlige del af landet, men ellers vil resten af landet være præget af skyet vejr. Stedvist vil der komme regn og lidt slud i løbet af dagen.

- Søndag ligner, at det bliver skyet hele dagen. Det ser ud til, at der kommer noget regn lokalt, måske slud fra sydvestlig retning, siger Mette Zhang.

Temperaturerne vil her ligge mellem en og fem-seks grader, koldest i Nordjylland og måske Nordøstsjælland, mens det bliver varmest ved Vestkysten.

Danmarks Meteorologiske Institut

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, statens center for vejrtjeneste og -forskning, grundlagt i 1872.

DMI’s største afdeling er vejrtjenesten, som udarbejder vejrudsigter for Danmark, Færøerne og Grønland med tilliggende farvande.

Vejrtjenesten forsyner også den civile og militære luftfart med meteorologiske oplysninger.

Observationsafdelingen indsamler data fra et tæt net af meteorologiske stationer og fra vejrsatellitterne.

Forskningsafdelingen udvikler numeriske modeller til forbedring af vejrudsigterne og forsker blandt andet i ozonforholdene i den øvre atmosfære.

DMI er en institution under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Du kan se DMIs hjemmeside her

Kilde: Den Store Danske/lex.dk

Powered by Labrador CMS