DMI: Stormfuld weekend i vente

Weekenden byder på voldsomt blæsevejr i hele Danmark, der til gengæld lørdag også får lidt sol

Udgivet Opdateret

Hold på hat og briller, for den kommende weekend bliver en blæsende omgang.

Sådan er meldingen tidligt fredag morgen fra vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Martin Lindberg.

- Det mest positive ved min udsigt er, at jeg forventer nogen sol på lørdag, siger han.

Fredag starter ellers overskyet med let regn vestfra til hele landet. Der ventes dog kun at falde op mod fire millimeter.

Kraftige vindstød

Til gengæld klatrer temperaturerne sig op på et sted mellem fem og ni grader ifølge meteorologen.

- I nat bliver det overskyet og mest tørt. Men der kan komme kraftige vindstød op til nær stormstyrke i særligt Vendsyssel, siger han.

I kommunen er indbyggerne allerede godt forberedt på vejret. Rederiet Color Line måtte torsdag aflyse en række færgeafgange mellem Hirtshals og henholdsvis Kristiansand og Larvik.

Hærger Norge

Det skyldes uvejret Ingunn, som i øjeblikket hærger Norge med stærke vindstød.

Det er ifølge Lindbjerg også det fænomen, der kan mærkes i Danmark.

- Vi er ret langt fra lavtrykket Ingunn ved Nordkap. Men det er dybt, og der ligger et højtryk vest for Frankrig. Samlet er det det, vi mærker, siger han.

En kort fornøjelse

Lørdag kan man dog som førnævnt glæde sig over, at blæsevejret får selskab af sol, der ventes at sprede sig til hele Danmark.

Det bliver dog en kort fornøjelse, da uvejret igen søndag ventes at tage til i styrke.

- Søndag bliver skyet med byger i hele landet. I løbet af dagen kan der være lidt slud i Nordjylland, siger Lindbjerg.

Potentiel stormstyrke

Der ventes vindstød i Nordjylland på op til hård kuling og potentielt stormstyrke.

- Der kommer ret kraftige vindstød i hele landet, siger meteorologen.

Temperaturen søndag ventes at falde til mellem fire og syv grader.

Powered by Labrador CMS