Ekspert: -Det var lige i øjet

Retoriker roser dronning Margrethe for hendes måde at levere nyheden om, at hun inden længe abdicerer

Udgivet

Det var en afklaret dronning Margrethe, der i sin nytårstale leverede nyheden om, at hun 14. januar abdicerer og overlader tronen til kronprins Frederik.

Sådan lyder det fra retoriker og formand for organisationen Danske Taler Jesper Troels Jensen i kølvandet på den historiske udmelding.

- Dronningen har afsluttet sin "tretrinsraket", som hun har arbejdet på, og den bestod af at få kronprinsparret fuldstændig kørt i stilling, at få afklaret Joachims situation og at få prins Christian i Statsrådet, siger han.

Roser dronningen

- Det har hun fået fuldstændig på plads, og derfor ville hun i denne nytårstale understøtte det og fyre den tretrinsraket af, og det er det, hun har gjort.

Jesper Troels Jensen roser dronningen for hendes måde at levere nyheden om det kommende tronskifte.

- Efter den første lange del af talen om krig og ufred skete der pludselig et eller andet. Man kunne se, at hendes krop - jeg vil ikke sige, at den faldt sammen - men hun sank lidt ned og begyndte virkelig at kigge ind i kameraet, og så sagde hun det.

Dronning Margrethe fortalte i sin nytårstale, at hun abdicerer.

Ingen vej tilbage

- Og der var jo ingen vej tilbage. Da hun først begyndte at tale om det med, at det var tid, så var der ingen vej tilbage, og det vidste hun jo også.

- Hele nationen havde øjenkontakt med hende, da hun sagde det. Hun kiggede os alle i øjnene i meget lang tid. Og det at have øjenkontakt er den allervigtigste ting i mundtlig kommunikation, så det er leveret til ug, siger han.

Temposkift

Retorikeren mener ikke, at den første del af talen var noget særligt, men så skete der virkelig noget, siger han.

BLÅ BOG: Dronning Margrethe

* Fulde navn: Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid.

* Født: 16. april 1940 på Amalienborg.

* Forældre og søskende: Ældste datter af kong Frederik IX og dronning Ingrid. Har to yngre søstre – prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie.

* Ægteskab: Gift 10. juni 1967 med prins Henrik (som indtil brylluppet hed Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat).
Prins Henrik døde i 2018.

* Børn: Kronprins Frederik (født 1968) og prins Joachim (født 1969). De er gift med hhv. kronprinsesse Mary og prinsesse Marie.

* Børnebørn: Otte børnebørn – fem drenge og tre piger.

* Tronfølger: I 1953 blev tronfølgeloven ændret, så også kvinder – og ikke kun mænd – kunne overtage tronen. Dermed kunne prinsesse Margrethe i 1973 udnævnes som dronning efter sin fars død.

Var tronfølgeloven ikke blevet ændret, ville kong Frederik IX’s bror, prins Knud – og efterfølgende hans søn, Ingolf – være blevet regent.

* Residens: I løbet af året bor dronningen både på Amalienborg, Fredensborg Slot, Marselisborg Slot og Gråsten Slot.

* Uddannelse: Filosofikum samt studier i arkæologi og statskundskab på universiteter i København, Cambridge, Aarhus, Sorbonne og London.

* Tilknytning til Forsvaret: Frivillig tjeneste under Hjemmeværnet 1958-1970. Senere æresoberst i forskellige enheder i den britiske hær.

* Interesser: Tegner, maler, syer og broderer. Har løbende udstillet sine malerier, har lavet kulisser og kostumer til balletforestillinger og har designet og syet tekstiler – herunder bispekåber til danske kirker.

Kilder: Ritzau, Kongehuset.

- Den første del af talen var lidt for meget "business as usual", men det fortæller jo om en dronning, der er loyal over for regeringen og Folketinget.

- I det øjeblik, hvor hun så skifter gear, der bliver det ekstremt nærværende og helt vildt godt. Det brænder sig jo ind i folk sådan noget, siger Jesper Troels Jensen.

Powered by Labrador CMS