Da børnenes titler røg blev prinsessen vred
Dronning Margrethes beslutning om at fratage prins Joachims fire børn deres kongelige titler gjorde ondt på prinsesse Marie. Den 6. februar fylder hun 50 år
Med bopæl i Washington D.C. er der langt til Danmark, og derfor er det kun ved større begivenheder, at prinsesse Marie er hjemme i kongeriget.
Senest ved nytårstaflet på Amalienborg 1. januar med sin mand, prins Joachim.
Når prinsessen 6. februar fylder 50 år, er det tredje gang, hun fejrer fødselsdag i Washington.
Og hun kommer til at gøre det igen, for prins Joachim fortsætter som forsvarsindustriattaché på den danske ambassade indtil sommeren 2027.
Til den tid vil parret have boet i udlandet i otte år. Først fire år i Paris, hvor de begge var tilknyttet den danske ambassade. Hun som kulturrepræsentant, og prinsen som forsvarsattaché.
I august 2023 rykkede de videre til den amerikanske forbundshovedstad med deres børn, grev Henrik og komtesse Athena.
Greve og komtesse
Året inden havde dronning Margrethe besluttet, at de to ikke længere skulle have titel af prins og prinsesse.
Fremover skulle greve og komtesse sættes foran navnet, ligesom prins Joachims sønner fra første ægteskab, Nikolai og Felix, blev frataget deres kongelige titler.
En beslutning, som udløste en familiekrise, ikke mindst fordi prins Joachim gik i rette med sin mor.
Også prinsesse Marie brød med etiketten, da hun i et interview med B.T. udtalte, at det var svært for børnene at forstå beslutningen.
Siden uddybede hun over for den amerikanske avis The Washington Post:
- Det har været deres identitet, siden de blev født. Så det er mere, end hvad nogle folk bare ser som en titel.
Er kommet videre
Striden er om ikke glemt, så dog så meget på afstand, at familien ifølge prins Joachim er kommet videre.
I hvert fald deltager både han og prinsessen igen ved officielle begivenheder som nytårstaflet, ligesom hun efter tronskiftet har fastholdt sin position i kongehuset med 18 protektioner.
Blandt dem Aids-Fondet, Folkekirkens Nødhjælp, Autismeforeningen og Stop Spild af Mad.
Sidstnævnte giver hun særlig opmærksomhed, når hun uddeler mad til økonomisk trængte, ligesom hun har haft sit eget program om madspild på DR1 og er medforfatter til en kogebog.
I Paris som barn
Prinsesse Marie boede som barn i Paris, indtil hun kom på kostskole i Schweiz, hvorfra hun er student.
Efterfølgende har hun studeret internationale erhvervsforhold og økonomi på et college i Massachusetts, USA, ligesom hun har en amerikansk Bachelor of Arts.
Hun og prins Joachim traf hinanden i 2002 ved et jagtselskab, hvor han som den eneste fransktalende fik hende til bords.
Det var ikke andet end en hyggelig aften, har prinsesse Marie fortalt. Hun var i et forhold, og prins Joachim var gift med prinsesse Alexandra.
Nogle år senere, hvor de begge var blevet singler, mødtes de igen.
Kærligheden kom langsomt
Kærligheden kom dog langsomt, for hun ville være sikker i sin sag. I 2007 blev de forlovet, og året efter fulgte brylluppet med vielse i Møgeltønder Kirke og fest på Schackenborg Slot.
Her boede parret i de første år af ægteskabet, indtil de i 2014 besluttede at flytte til Klampenborg.
Prins Joachim har i dokumentarfilmen "Hærvejen" fortalt, at det var Marie, der fik ham til at indse, at det var nu, de skulle bryde op fra Schackenborg, som han fik i gave som barn.
Hun hjalp ham ud af det, som han har beskrevet som en deroute.
- Hun er nok den eneste person, der kan skue ind igennem så og så mange filtre og tåger, siger han i dokumentaren.
Prinsesse Marie indgår ikke i tronfølgen, da hun ikke er efterkommer af dronning Margrethe.