Aflyser alle bybusser og letbane 

Indstillet på grund af snevejret

Offentliggjort Sidst opdateret

Snevejr stopper offentlig transport i Aarhus og Horsens

Alle bybusser i Aarhus og Horsens er indstillet på grund af snevejret.

Letbanen i Aarhus har også indstillet al kørsel, og der er ingen tidshorisont for genoptagelse.

Midttrafik anbefaler at bruge Rejseplanen og Midttrafik Live for opdateringer.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Alle bybusser i Aarhus og Horsens er indstillet på grund af snevejret. Stort set al busdrift på Djursland er også indstillet, og letbanen i Aarhus har indstillet al kørsel.

Det oplyser Britta Charmig, der er presseansvarlig hos Midttrafik.

- Resten kører med forsinkelser. Rejseplanen og Midttrafik Live er gode værktøjer at bruge her til morgen, siger hun.

Hun fortæller desuden, at hjemmesiden midttrafik.dk er nede på grund af en opdatering.

- Midttrafik Live er ikke nede, så man kan gå ind på sin bus- eller letbaneafgang og kigge dér eller på Rejseplanen, siger hun.

Alle bybusser i Aarhus og Horsens er indstillet på grund af snevejret.

Ingen tidshorisont 

Der er ingen tidshorisont for, hvornår busserne eller letbanen kommer til at køre igen, siger Britta Charmig.

- Det, vi hører, er, at der er mange lastbiler, der sidder fast, så de sidder og spærrer, og derfor kan busserne ikke komme frem.

- Det er jo et spørgsmål om, hvordan den generelle trafik udvikler sig, og så vil busserne selvfølgelig komme i gang, i takt med at der bliver ryddet, og det er farbart, siger hun.

Flere af landets politikredse har frarådet al unødvendig udkørsel på grund af glatte veje og snefygning. Blandt dem er Østjyllands Politi.

Nordjylland er ét af de steder, hvor der er faldet en del sne natten til fredag og fredag morgen. Her har Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) udsendt et varsel om snestorm frem til fredag eftermiddag.

Tæpper, mad og drikkevarer 

Omkring 06.45 skriver kredsen på meddelelsestjenesten Politi Update, at det er en god idé at forberede sig inden, hvis man alligevel kører afsted.

- Tag tæpper, mad- og drikkevarer, varmt tøj, livsvigtig medicin og skovl med i bilen, så du er bedre rustet, hvis du skulle sidde fast undervejs.

- Der er stadig meget glatte veje og en del sne på vejene mange steder, men der kan være lokale forskelle. Heldigvis er der ganske få færdselsuheld i kredsen indtil videre, lyder det.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har fredag morgen varslet kraftigt snefald i dele af Østjylland. Varslet gælder frem til fredag middag.

Der forventes overordnet set at falde mellem 10 og 20 centimeter sne - lokalt over 30 centimeter sne.

I Nordjylland har DMI udsendt et varsel om snestorm frem til fredag eftermiddag. På den sydligste del af Sjælland er der udsendt en risikomelding for isslag.

Powered by Labrador CMS