Elev bortvist - truede med kniv i skolegård

En episode på Tilst Skole nord for Aarhus skabte onsdag drama i skolegården. Her blev en 6. klasseselev truet med en kniv af en ældre elev

Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV2 ØSTJYLLAND

En diskussion om et par solbriller fik onsdag en specialklasseelev fra udskolingen på Tilst Skole til at true en sjetteklasseselev med en kniv.

Episoden fandt sted på Tilst Skole nord for Aarhus.

Ifølge skoleleder på Tilst Skole Lone Jørgensen var der tale om en urtekniv, som drengen havde i jakkelommen.

- Det var en meget lille kniv, siger Lone Jørgensen.

Det er ifølge skolelederen første gang, at skolen oplever en episode som denne, og derfor har det også haft betydelige konsekvenser.

- Jeg vil ikke have sådan noget på min skole, og derfor har jeg kontaktet politiet og bortvist drengen, siger Lone Jørgensen.

Politiet bekræfter

Østjyllands Politi bekræfter episoden.

De oplyser, at drengen er sigtet for trusler og overtrædelse af knivloven.

Kniven blev trukket omkring middagstid i skolegården.

Her stod eleven fra sjetteklasse med to venner, da en specialklasseelev fra udskolingen henvendte sig for at låne drengens solbriller.

Det førte hurtigt til en diskussion, og kort efter trak udskolingseleven kniven op af lommen og rettede den mod drengen fra sjette.

- Det blev hurtigt opdaget af andre elever og lærere, som var i skolegården. Drengen gik frivilligt med en lærer og var selv ked af episoden, siger Lone Jørgensen.

Noget af en forskrækkelse

Selvom episoden hurtigt blev løst og truslen afværget, så var det noget af en forskrækkelse, fortæller skoleleder Lone Jørgensen.

- Drengen, der blev truet, var selvfølgelig noget rystet, og det har virket voldsomt for ham. Vi havde en god snak efter, og han blev hentet af sine forældre, siger hun.

Ifølge skolelederen lå der ikke noget motiv bag hændelsen, og specialklasseseleven har aldrig haft intention om at ville stikke nogen med kniven.

- Vi vil selvfølgelig ikke negligere det, der skete, men ifølge drengen selv, ville han ikke stikke nogen. Han har formentligt haft en rigtig dårlig dag, og der har ligget andre grunde bag, siger Lone Jørgensen.

Powered by Labrador CMS