Europas nye jern-lady

Til mandagens uformelle krisemøde i Paris skal Mette Frederiksen repræsentere de nordiske og baltiske lande

Offentliggjort Sidst opdateret

Mette Frederiksen står fast mod Rusland

Statsminister Mette Frederiksen deltager i et uformelt møde i Paris for at diskutere en hård linje mod Rusland og en mulig fredsløsning i Ukraine.

Hun repræsenterer de nordiske og baltiske lande og understreger vigtigheden af at øge militær støtte til Ukraine uden begrænsninger.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Statsminister Mette Frederiksen (S) forventes til mandagens uformelle møde i Paris at være fortaler for en hård linje over for Rusland. Mødet skal handle om en afslutning af krigen i Ukraine.

Mødet er en reaktion på, at USA har sendt spørgsmål til europæiske allierede om en eventuel fredsløsning i Ukraine. Forespørgslen om at sende europæiske styrker til regionen kom bag på europæiske statsledere.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, indkaldte syv europæiske topledere til et møde mandag i Paris, herunder Mette Frederiksen. Repræsentanterne skal diskutere en mulig fredsløsning i Ukraine. (Arkivfoto).

- Hun har positioneret sig rigtig hårdt på denne her sag, så på den måde er det ikke overraskende, at hun i hvert fald er med til mødet, siger Ditte Brasso Sørensen, som er vicedirektør og senioranalytiker i Tænketanken Europa.

Klar i spyttet

I øjeblikket er Mette Frederiksen formand for NB8-samarbejdet, som repræsenterer de otte nordiske og baltiske lande.

Ifølge Ditte Brasso Sørensen fik man allerede en forsmag på Mette Frederiksens fremgangsmåde til sikkerhedskonferencen i München.

- Også dér brillerede hun med at være meget klar i spyttet, om hvordan man skal gå til de mange spørgsmål, der handler om Ukraine, siger hun.

Hun påpeger, at Mette Frederiksen særligt har blikket rettet imod, hvad man vil opnå i Ukraine og mindre på, hvilke værktøjer man skal tage i brug.

Let at læse

- På den måde er hun en meget klar kommunikatør på spørgsmålet og har en meget let aflæselig position, siger Ditte Brasso Sørensen.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, indkaldte syv europæiske topledere til et møde mandag i Paris.

Her skal de diskutere de europæiske landes rolle i en mulig fredsløsning mellem Ukraine og Rusland.

Ifølge Sveriges statsminister Ulf Kristerssons pressesekretær Hanna Strömberg er det Mette Frederiksens formandskab for NB8, der har sikret hende en plads til mødet.

Det må Putin ikke

- Danmark kommer til at være til stede på mødet for at repræsentere de otte nordiske og baltiske lande, fordi Danmark er formand for NB8, skrev Hanna Stömberg i en sms til det svenske medie Aftonbladet.

I en pressemeddelelse siger Mette Frederiksen, at en våbenhvile ikke må føre til russisk genoprustning.

- Vi skal øge den militære støtte til Ukraine, vi skal producere mere, og vi skal gøre det hurtigere. Og så skal vi fjerne begrænsningerne på ukrainernes brug af våben, så de reelt kan forsvare sig mod russerne uden at have den ene arm vredet om på ryggen, siger Mette Frederiksen.

Powered by Labrador CMS