Får du også penge-præmien næste år
Større gulerod på vej
I takt med at vi lever længere, er der blevet indført flere politiske reformer, der skal få danskerne til at blive længere på arbejdsmarkedet.
En af dem er den skattefrie seniorpræmie, som man kan få, hvis man opfylder betingelserne og fortsætter med at arbejde i de første to år, efter at man har nået folkepensionsalderen.
Sker næste år
Og den bliver forhøjet betydeligt allerede fra næste år. Det fortæller Henning Boye Hansen, der er chefkonsulent i revisionsfirmaet BDO.
- Præmien for de første 12 måneder vil blive forhøjet med 5346 kroner i 2026 og med yderligere 9179 kroner i 2029, mens præmien for de næste 12 måneder forhøjes først med 3172 kroner og dernæst med 5346 kroner, siger han.
Sådan stiger det
Beløbene fremgår af Beskæftigelsesministeriets udkast til det lovforslag, som skal udmønte aftalen. Henning Boye Hansen vurderer, at de endelige beløb kan afvige med op til 20 kroner fra eller til.
I det første år er den skattefrie seniorpræmie i år på 48.555 kroner. Den stiger altså til 53.901 kroner næste år og til 63.080 kroner i 2029.
Hvis man fortsætter med at arbejde i det andet år, vil præmien stige fra 28.902 kroner til henholdsvis 32.074 kroner i 2026 og 37.420 kroner i 2029.
Gulerod
For at få seniorpræmien skal man være født 1. januar 1954 eller senere og have arbejdet i mindst 1560 timer om året.
Hos Industriens Pension vurderer forsikringsdirektør Joan Alsing, at seniorpræmien kan være en attraktiv gulerod for dem, der har mulighed for og lyst til at blive på arbejdsmarkedet.
- Op til 77.457 skattefri kroner her i 2025 og 85.975 kroner fra 2026 er trods alt et beløb af en pæn størrelsesorden. Men den rigtige løsning afhænger naturligvis af den enkeltes behov, økonomi og helbred, siger hun og uddyber:
- For nogle giver det mening at arbejde lidt ekstra og udskyde pensionen, mens andre har brug for fleksibilitet eller tidligere udbetalinger.
Ændret sig
Henning Boye Hansen peger på, at arbejdsmarkedet har ændret sig markant i de senere år på grund af mangel på arbejdskraft inden for mange fag.
Det er ikke ensbetydende med, at alle seniorer kan blive i deres job eller finde en tilsvarende beskæftigelse, men ofte vil der være muligheder andre steder, tilføjer han.
- Belønningen til de seniorer, der vælger at arbejde i de første to år, efter at de har nået folkepensionsalderen, er treleddet. For det første får de typisk en pæn løn sammen med folkepensionen, siger Henning Boye Hansen.
Folkepension ændret
Derudover modtager de en skattefri seniorpræmie. Og endelig kan de ofte beholde folkepensionstillægget, fordi de venter med at få udbetalt deres private pensioner.
Folkepensionen består af et grundbeløb, som ikke påvirkes af andre indkomster, og et tillæg, der kan blive sat ned, hvis man har anden indkomst. Arbejdsindkomst har dog ingen betydning for tillægget.
Sker automatisk
Ifølge Udbetaling Danmark bliver den skattefrie seniorpræmie automatisk udbetalt til lønmodtagere cirka to måneder efter optjeningsperioden, hvis man opfylder betingelserne.
Det tager længere tid at udbetale seniorpræmie til selvstændige, der skal sende en ansøgning gennem borger.dk.