FORGYLDT FORSVARSCHEF

Får fire millioner kroner i fratrædelse

Flemming Lentfer må trøste sig med millionbeløb, efter at han sidste år blev fjernet som forsvarschef

Offentliggjort Sidst opdateret

Flemming Lentfers fratrædelsesaftale

Flemming Lentfer modtager fire millioner kroner i fratrædelse.

Forsvarsministeriet har bekræftet aftalen til Ritzau.

Lentfer blev hjemsendt på grund af manglende tillid.

Michael Hyldgaard er nu fast forsvarschef.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Tidligere forsvarschef Flemming Lentfer får cirka fire millioner kroner med sig i en fratrædelsesaftale.

Det oplyser Forsvarsministeriet mandag til Ritzau.

Ritzau har søgt aktindsigt i sagen.

Ekstraordinært

Forsvarsministeriet fortæller, at Flemming Lentfer frem til sin fratrædelsesdag 31. maj i år modtager "sin sædvanlige løn og pensionsindbetaling som hidtil".

Hertil kommer altså selve fratrædelsesaftalen.

- FMN (Forsvarsministeriet, red.) betaler til medarbejderen en samlet betaling i størrelsesordenen kroner 4.000.000. Betalingen består af en ekstraordinær fratrædelsesgodtgørelse, ekstraordinær indbetaling til pensionsordning samt betaling for tilgodehavende ferie og andre friheder, skriver Forsvarsministeriet.

1,5 på kontoen

Ministeriet oplyser, at 2,075 millioner kroner er et engangsbeløb, mens ministeriet sætter 1,575 millioner kroner ind på Flemming Lentfers pensionsordning.

Resten af pengene i fratrædelsesaftalen går til "feriekompensationstimer, ikke-afholdte feriedage og særlige feriedage, meddeler Forsvarsministeriet.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) valgte sidste år at hjemsende Flemming Lentfer med den begrundelse, at han ikke længere havde tillid til den daværende forsvarschef.

Truet med sagsanlæg

Flemming Lentfer tjener ifølge en opgørelse fra Altinget lidt over to millioner kroner om året, og han har altså fået løn i den periode, hvor han har været hjemsendt.

Den hjemsendte forsvarschef har tidligere truet med at sagsøge Forsvarsministeriet for usaglig fyring ifølge et brev, som Ritzau har set.

I brevet stod der, at Lentfer bestred, at der skulle være "blot skyggen" af saglige grunde til at tage disciplinære skridt over for ham.

Systemsvigt og defekt ammunition

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen vurderede i foråret 2024, at der var behov for en ny person på posten som forsvarschef, hvorfor Lentfer blev hjemsendt.

Det skete blandt andet efter en sag, hvor fregatten "Iver Huitfeldt" havde oplevet systemsvigt og defekt ammunition, da fregatten blev angrebet i Det Røde Hav i marts 2024.

Det var dog ikke kun på baggrund af den sag, at Flemming Lentfer var blevet hjemsendt, lød det fra ministeren. Det var et helhedsbillede, der havde gjort udslaget.

Uenighed

- Det er ud fra en samlet vurdering, at vi skal have en ny forsvarschef, sagde Troels Lund Poulsen.

Der var også uenighed mellem forsvarschefens ønsker til materiel til Forsvaret på den ene side og regeringstoppens samt forsvarsalliancen Natos ønsker på den anden.

Vil gøre op med møgsager

Desuden har Troels Lund Poulsen tidligere italesat, at politikerne i for sjælden grad blev oplyst om møgsagerne i Forsvaret. Det skulle der gøres op med, lød det nogle uger før hjemsendelsen.

I stedet gik den midlertidige post som forsvarschef til Michael Hyldgaard, der tidligere var chef for Jægerkorpset.

Michael Hyldgaard er fra 1. juni blevet ansat som fast forsvarschef.

Tidligere forsvarschef Flemming Lentfer (tv.) får omkring fire millioner kroner med sig i sin fratrædelsesaftale med Forsvarsministeriet. Han blev sidste år hjemsendt af forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), der ikke havde tillid til den daværende forsvarschef. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS