FCK skuffer i Champions League

FC København havde chancer til at udligne i anden halvleg, men tabte 0-2 til Qarabag i Champions League

Offentliggjort Sidst opdateret

FCK taber til Qarabag i Champions League

FCK rejste til Aserbajdsjan for at få point, men tabte 0-2 til Qarabag.

Trods chancer i anden halvleg kunne FCK ikke udligne, mens Qarabag sikrede sejren.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

FC København rejste ud for at få mindst et point, men tog tomhændet fra Aserbajdsjan efter et nederlag på 0-2 mod Qarabag.

Dermed har FCK et point for to kampe i Champions Leagues ligaspil.

Qarabag har derimod fået en forrygende start med maksimale seks point.

Fortjent sejr

Hjemmeholdets sejr var fortjent efter en første halvleg, hvor føringen kunne have været større. FCK var bedst efter pausen og havde sine muligheder for at udligne, men Qarabag slog til igen i en periode, hvor FCK pressede.

FCK kom under pres fra kampens begyndelse mod et meget veloplagt hjemmehold, der virkede enormt inspireret foran sit hjemmepublikum.

Keeper holdt FCK inde i kampen

I kampens indledende fase kneb det med at veksle overtaget til chancer, men det skulle snart ændre sig, og FCK kunne takke keeper Dominik Kotarski for, at kampen ikke blev afgjort allerede før pausen.

Qarabag slog til to gange mod FCK i Champions League.

Kroaten kunne dog intet stille op efter knap en halv time. Pedro Bicalho tog chancen udefra. Forsøget prellede af på stolpen, men angriberen Abdellah Zoubir sendte nemt riposten i nettet.

Lidt senere troede Zoubir formentlig, at han havde headet sit hold på 2-0, men Kotarski reddede under overliggeren med en forrygende refleks.

Huescas båret fra banen

Da havde Kotarski forinden netop taget sig flot af et forsøg fra Oleksiy Kashchuk.

FCK havde svært ved at finde sine ben, og det blev ikke bedre af, at højrebacken Rodrigo Huescas allerede efter et kvarter blev båret fra banen med en skade.

Det danske mesterhold fik dog kæmpet sig bedre ind i kampen, og Mohamed Elyounoussi havde en stor chance for at udligne, men flugtede lige forbi.

Lovende takter fra Suzuki

Træner Jacob Neestrup tog i pausen konsekvensen af modstanderens dominans og sendte en ekstra stopper på banen i skikkelse af Junnosuke Suzuki.

Det medvirkede til, at FCK fik langt bedre kontrol. Hjemmeholdet trak sig længere tilbage, og det gav FCK fine muligheder i det fremadrettede spil.

FCK havde længe svært ved at skabe de helt store chancer, men der var optræk til meget. Blandt andet i form af mange hjørnespark.

Cementerede sejren

FCK gik igen over til to stoppere og satsede alt, og det gav store chancer i slutfasen. Ti minutter før tid headede Gabriel Pereira på overliggeren, og kort efter havde Viktor Claesson en god mulighed.

Men da det trak allermest op til udligning, slog Qarabag til på et af sine meget få angreb efter pausen. Emmanuel Addai fik lov at drible rundt uden for feltet, og han fik plads til at sparke bolden fladt ind ved den ene stolpe til 2-0.

Powered by Labrador CMS