Fik Michelinstjerne efter kun fem uger

Chefkokken på restaurant Udtryk troede, at det var en spøg, da han blev inviteret til Michelinuddeling

Offentliggjort Sidst opdateret

Restaurant Udtryk modtager Michelinstjerne efter kun fem uger

Restauranten Udtryk har opnået en Michelinstjerne blot 41 dage efter åbning, hvilket er en bemærkelsesværdig præstation.

Chefkok Edward Lee udtrykte sin overraskelse og glæde over anerkendelsen, som blev givet for restaurantens varierede og velafbalancerede menu.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Efter at have været åben i blot 41 dage kan restauranten Udtryk pryde sig med en michelinstjerne.

- Det må være en ny rekord, siger den glade chefkok på restauranten, Edward Lee, efter uddelingen.

Mandag er restauranten blevet tildelt sin første stjerne ved ceremonien for de nordiske lande.

- Troed, det var en joke

- Da jeg fik invitationen, troede jeg, at det var en prank (spøg, red.). Jeg var klar til at komme efter personen, der havde sendt mailen, tilføjer han.

Udtryk var på forhånd nævnt som et bud på en ny dansk stjernerestaurant.

Men fordi den åbnede for kun fem uger siden, var der tvivl om, hvorvidt Michelins inspektører kunne nå forbi tilstrækkeligt mange gange.

Chefkok på restaurant Udtryk Edward Lee får michelinjakken på ved mandagens uddeling af stjerner fra Michelin.

- Den her går til teamet. Jeg er kun den skøre mand med idéerne. Teamet skubber mig hver dag til, at vi kan udvikle os, siger Edward Lee.

Er gået hurtigt tidligere

Få gange tidligere er det også gået hurtigt fra åbning til michelinstjerne.

I 2014 fik restauranten Studio en michelinstjerne kun fem måneder efter åbningen.

The Samuel fik en michelinstjerne i sit første leveår, 2021, kun fire måneder efter åbning.

En stjerne betyder, at det er en "rigtig god restaurant i sin kategori", mens to stjerner betyder "en omvej værd", og tre stjerner betyder "værd at rejse efter".

Uddeling afholdt i Danmark

Michelins inspektører begrundede Udtryks stjerne med, at restauranten har en "varieret og velafbalanceret menu", der afspejler Lees "livserfaringer ved at blande asiatiske og europæiske teknikker og smage og dermed skabe raffinerede og interessante retter".

Edward Lee er født i Hongkong.

Disse danske restauranter fik michelinstjerner i 2025

Efter mandagens uddeling af michelinstjerner deler 38 danske restauranter 52 stjerner. Få overblikket her.

Antal restauranter og stjerner er tilføjet i underrubrikken.

Der er kommet flere nye pletter på det danske michelinlandkort mandag aften.

Det står klart efter uddelingen af michelinstjerner til nordiske restauranter.

I alt har Danmark nu 38 restauranter med i alt 52 michelinstjerner. Mens der er kommet seks nye énstjernede restauranter til, er der også udnævnt en enkelt ny med to stjerner.

Se listen over de nuværende danske michelinrestauranter her:

Restauranter med en stjerne (i alt 27):

* Alouette, København.

* Aro, Odense.

* Domæne, Herning.

* Domestic, Aarhus.

* Dragsholm Slot Gourmet, Hørve.

* Formel B, København.

* Frederiksminde, Præstø.

* Gastromé, Aarhus.

* Jatak, København.

* Kadeau Bornholm, Åkirkeby.

* Lyst, Vejle.

* Marchal, København.

* Mota, Nykøbing Sjælland.

* Restaurant Aure, København.

* Substans, Aarhus.

* Syttende, Sønderborg.

* Søllerød Kro, København.

* The Samuel, København.

* Ti Trin Ned, Fredericia.

* Tri, Agger.

* Villa Vest, Lønstrup.

* Texture, København (ny).

* Alimentum, Aalborg (ny).

* Parsley Salon, København (ny).

* Udtryk, København (ny).

* Pearl by Paul Proffitt, Kruså (ny).

* Sushi Anaba, København (ny).

Restauranter med to stjerner (i alt 8):

* Alchemist, København.

* Aoc, København.

* Frederikshøj, Aarhus.

* Henne Kirkeby Kro, Henne.

* Kadeau Copenhagen, København.

* Koan, København.

* Kong Hans Kælder, København.

* Paz, Tórshavn (ny).

Restauranter med tre stjerner (i alt 3):

* Geranium, København.

* Noma, København.

* Jordnær, Gentofte.

Kilde: Michelinguddelingen.

Michelinguiden opstod i Frankrig i år 1900 som en anbefaling af gode spisesteder.

Guiden nævner tusindvis af restauranter, hvoraf de bedste tildeles en, to eller tre stjerner.

Uddelingen af de nordiske michelinstjerner blev afholdt mandag aften i Odsherred i det nordvestlige Sjælland.

Powered by Labrador CMS