Fogh raser over Trump og Vance

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har intet til overs for den amerikanske præsidents ageren

Offentliggjort Sidst opdateret

Fogh kritiserer Trump og Vance

Anders Fogh Rasmussen kritiserer skarpt Donald Trump og J.D. Vance for deres udtalelser om Danmark som allieret.

Fogh beskriver Trumps retorik som uhørt og opfordrer Europa til at beskytte sig selv.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kommer i en kronik i Berlingske fredag med en meget direkte kritik af USA's præsident, Donald Trump, og dennes vicepræsident, J.D. Vance.

Sidstnævnte udtalte for nylig til mediet Fox News, at Danmark ikke er "en god allieret".

- Det er en skamløs og hårrejsende påstand. Danmark er en af USA's tætteste, mest trofaste og loyale allierede. Vi kæmpede side om side med USA i Afghanistan og Irak, skriver Anders Fogh Rasmussen i Berlingske.

- Satte livet på spil

- For de tusinder af danske soldater, som satte livet på spil sammen med amerikanske og britiske tropper, er det bittert at høre en amerikansk vicepræsident komme med den slags falske anklager, skriver han.

Anders Fogh Rasmussen fik i 00'erne en meget nær relation til USA's daværende præsident, George W. Bush, der var præsident fra 2001 til 2009. I præcis de samme år var Fogh Danmarks statsminister.

Danmark deltog dengang sammen med USA i krigene i Irak og Afghanistan.

Det dansk-amerikanske samarbejde har måske aldrig været tættere - også på det personlige plan - end da Anders Fogh Rasmussen (V) og George W. Bush fra 2001 til 2009 var henholdsvis Danmarks statsminister og USA's præsident. Her ses de sammen i 2008 i USA sammen med Anne-Mette Rasmussen (tv.) og Laura Bush (th.) (Arkivfoto).

Anders Fogh Rasmussen iagttog derfor med gru, da Donald Trump 20. januar holdt sin tiltrædelsestale som præsident. Her sagde Donald Trump blandt andet om Panama-kanalen, at "vi gav den til Panama, og vi vil tage den tilbage".

- Pinefuldt

Samme dag gentog Donald Trump sit ønske om, at USA skal have kontrol med Grønland.

Anders Fogh Rasmussen kalder det "pinefuldt" at iagttage en udvikling, hvor USA under Trump ser ud til at gå efter at tage territorium fra andre lande. I tilfældet med Danmark endda en tæt allieret gennem mange år.

Donald Trump udtrykte allerede i 2019 under sin første præsidentperiode et ønske om at ville købe Grønland. Det blev dengang hurtigt pandet ned af statsminister Mette Frederiksen (S), der kaldte tanken "absurd".

- Ligner gangstermetoder

Denne gang har Trump skærpet retorikken og truslerne i en grad, der har vendt op og ned på Anders Fogh Rasmussens verdensbillede af USA som et forbillede for hele verden. Han kalder Donald Trumps handlemåde for "uhørt".

- Det er stadig min opfattelse, at verden har brug for en politibetjent, skriver den tidligere statsminister i kronikken i Berlingske.

- Men når han (Trump, red.) ikke ønsker at påtage sig den rolle, og tilmed adopterer en retorik og en opførsel, som ligner de gangsteres, han ellers skulle holde nede, bliver vi europæere nødt til at beskytte os selv mod de røvere, som ligger på lur efter bytte lige uden for vores grænser.

Powered by Labrador CMS