Frederik Vad: -Det er identitetstyveri

Personer iført røde jakker har delt falske løbesedler ud med Socialdemokratiets logo på, siger Frederik Vad

Integrations- og udlændingeordfører Frederik Vad (S) håber, at sagen får et retligt efterspil. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Frederik Vad anmelder identitetstyveri

Frederik Vad har indgivet en politianmeldelse efter falske løbesedler med hans billede blev delt i København.

Han mener, det er æreskrænkelse og identitetstyveri, og håber på et retligt efterspil.

Løbesedlerne blev delt af personer i røde jakker, der udgav sig for at være socialdemokrater.

Gruppen Generation Identitær har taget ansvar for aktionen og hævder, at citaterne på løbesedlerne er ægte.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Socialdemokratiets integrations- og udlændingeordfører Frederik Vad har indgivet en politianmeldelse, efter at der fredag er blevet delt falske løbesedler ud med hans ansigt på i København.

Det oplyser han til Ritzau.

Identitetstyveri

Frederik Vad mener, at han er blevet udsat for æreskrænkelse og identitetstyveri.

- Jeg har skrevet til politiet, at jeg gerne vil anmelde det, og jeg har vedlagt dokumentation. Jeg håber, at det får et retligt efterspil, for det er jo enormt skadeligt, siger han.

Fredag eftermiddag skrev han om hændelsen på det sociale medie X.

Falske socialdemokrater

- Rundt i Københavns gader i dag er almindelige borgere stødt på frivillige partifolk i røde, socialdemokratiske jakker.

- De har delt slik og løbesedler ud - på klassisk valgkampsmanér. Problemet er bare, at det ikke er socialdemokrater, lyder det i opslaget.

Her har han også delt løbesedlen, der indeholder et billede af Frederik Vad og Socialdemokratiets logo.

Yderste højrefløj

- Rejs hjem! Danmark har Europas mest generøse repatrieringsordning, står der på løbesedlen.

På bagsiden er der en webadresse til ungdomsgruppen Generation Identitærs hjemmeside. Gruppen hører til på den yderste højrefløj.

Generation Identitær har fredag på sin hjemmeside delt en meddelelse, hvor gruppen bekræfter, at den har delt løbesedlerne ud.

Gruppen skriver desuden, at "alle citater på løbesedlen med Frederik Vad er hans og partiets egne udtalelser", og "nederst på løbesedlen fremgår det, at Generation Identitær er afsender".

Delte roser ud

Frederik Vad mener dog, at det fremstod som om, at det var Socialdemokratiet, der delte løbesedlerne ud.

- De havde røde jakker på og delte roser og slik ud. Man skal kigge virkelig grundigt, hvis man skal se, at det ikke er mit materiale.

Kæmpe kontroltab

- Det er en følelse af et kæmpe kontroltab. Jeg har fået e-mails og sms'er fra flere, der siger, at de vitterligt troede, at det var socialdemokrater, der gik rundt, siger han.

Frederik Vad mener ligeledes, at der kan være tale om brud på ophavsretten, eftersom Socialdemokratiets navn og logo er blevet brugt.

Powered by Labrador CMS