Gave på vej til én million pensionister

Der er flere penge på vej efter nytår

Efter en mærkbar stigning i inflationen hæver ATP den pension, der udbetales til 1,1 mio. danske pensionister. 

ATP Livslang Pension løftes 3 pct. for alle pensionister i ATP’s medlemskreds fra 1. januar 2024. ATP-pensionen vokser dermed til 16.500 kr. for et gennemsnitligt medlem på pension.

Sådan skriver ATP i en pressemeddelelse. 

Alene ATP-pension

Det er to år siden, at ATP-pensionen sidst blev forhøjet, dengang med 4 pct. og for alle medlemmer. 

Denne gang gælder stigningen alene pensionister med ATP-pension – en særskilt manøvre, som senest blev foretaget i 2015, hvor også udelukkende pensionisterne fik hævet deres ATP-pension.

Størst behov

ATP har regler for, hvordan ATP’s bestyrelse skal vurdere, om der er penge nok til at hæve pensionerne, enten for samtlige 5,6 mio. medlemmer, eller for pensionisterne alene.

- ATP’s økonomi er stærk. Derfor kan vi løfte udbetalingen til dem, der har ATP tættest inde på livet: pensionisterne. I den gruppe er mange af de danskere, der virkelig har mærket de senere års stigende inflationen presse pengepungen. Det er rart, at vi kan bidrage til at lette økonomien for netop pensionisterne, siger Martin Præstegaard, adm. direktør i ATP.

Lettere at være pensionist

Det er femte gang på 10 år, at pensionisterne får hævet deres livslange og løbende ATP-pension. For ATP er ambitionen, at udbetalingen følger med prisudviklingen i samfundet, så pensionisternes købekraft er lige stærk uanset inflationen.

- Vi har alle sammen mærket, hvordan priserne er steget voldsomt de seneste år. Med det her løft bliver det lidt lettere at være pensionist i en tid, hvor inflationen har været tydelig. Vi lukker ikke hele det hul i økonomien, som den enkelte har oplevet efter en inflation på næsten 10 pct. i 2022. Det er der ingen pensionsordninger, der kan. Men vi går så langt, vi kan for at sikre pensionisterne lidt mere at gøre godt med i dagligdagen, siger Martin Præstegaard.

Powered by Labrador CMS