Har gjort det 2,3 millioner gange

Godt 317.000 borgere har ændret i deres kørselsfradrag, mens knap 50.000 har rettet i servicefradrag

Udgivet Opdateret

Siden Skattestyrelsen åbnede for adgangen til årsopgørelsen for 2023 fredag aften, har borgere logget ind 2,3 millioner gange.

Det oplyser Skattestyrelsen mandag.

Opgørelsen er lavet mandag klokken 15.

Her har de rettet

Når man logger ind på TastSelv, kan man se, om man har betalt for meget eller for lidt i skat i 2023. Man kan også rette i opgørelsen, hvis der er forkerte oplysninger.

Retter man oplysninger, kan det ændre størrelsen på ens fradrag. Her har flest borgere rettet i deres kørselsfradrag, oplyser Skattestyrelsen.

Mandag klokken 15 havde godt 317.000 borgere rettet i kørselsfradraget, mens knap 50.000 har rettet i servicefradraget.

Flest danskere har det

Det er muligt at få kørselsfradrag, hvis man sammenlagt har mere end 24 kilometer til og fra arbejde.

Kørselsfradraget er samtidig det fradrag, som flest danskere har. Det har Jan Møller Mikkelsen, som er fagdirektør i Skattestyrelsen, tidligere oplyst.

Servicefradrag er et fradrag på udvalgte serviceydelser som eksempelvis rengøring, børnepasning og havearbejde. Det blev forhøjet i forbindelse med finansloven for 2024.

Powered by Labrador CMS