Her er årets mest søgte ord på Google

Det har særligt været dystre emner og derudover valget, som danskere har søgt på

Offentliggjort Sidst opdateret

Årets mest søgte ord på Google i Danmark

Danskerne har i år søgt intensivt på emner som hybridkrig, prepping og annektering, hvilket afspejler en stigende bekymring for verdenssituationen.

Personer som Charlie Kirk og Henrik Sass Larsen har også været blandt de mest trendende søgninger, sammen med spørgsmål relateret til kommunalvalget.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En mere dyster stemning har præget Googles søgefelt i det seneste år, hvor danskerne har været optaget af spørgsmål om verdens krige og konflikter.

Blandt højdespringerne af spørgsmål i søgefeltet finder man blandt andet "Hvad er hybridkrig?", "Hvad skal man preppe?" og "Hvad betyder annektering?".

Charlie Kirk topper

Det viser Googles årlige opgørelse over årets søgninger.

Søgningerne antyder en mere usikker verdenssituation, og det går igen også for personsøgningerne.

Her topper amerikanske Charlie Kirk, der blev dræbt i september, listen over mest trendende søgninger i Danmark.

Mest trendende betyder i denne sammenhæng, de ord der er steget mest i år sammenlignet med tidligere.

Turbulent år

- 2025 har på mange måder været et turbulent år. Vi forsøger nok alle sammen at finde hoved og hale i alt det, vi ser, hører og læser om i nyhederne, siger kommunikationschef i Google Danmark Jesper Vangkilde i en pressemeddelelse.

- Men det er positivt, at danskerne søger efter mere information - fra de storpolitiske spørgsmål til det mere poppede, lyder det.

Kommunalvalget den 18. november er tilsyneladende heller ikke gået manges næse forbi.

Valget i fokus

Ordet "Kandidattest" er på tredjepladsen over de mest trendende søgninger på Google.

Desuden blander spørgsmålene "Hvad skal jeg stemme?" og "Hvordan brevstemmer man?" sig i toppen over mest stillede spørgsmål.

Sass i top

Henrik Sass Larsen fuldender top-3 over årets højdespringere.

Sass, som i en årrække var en nøglefigur hos Socialdemokratiet, blev tidligere i år dømt i en meget omtalt sag om besiddelse af store mængder seksuelt materiale af børn.

Ubetinget fængsel

I Københavns Byret blev den tidligere socialdemokratiske minister straffet med ubetinget fængsel i fire måneder.

I alt lå han inde med flere end 6200 billeder og 2200 videoer.

Heraf var 450 billeder og videoer i den groveste kategori. 

Her findes blandt andet billeder af børn, der udsættes for voldtægt.

Spørgsmål om konflikter og krig har fyldt mere end normalt i danskerne søgninger på Google i 2025. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS