Advarer: Drik ikke vandet 

- For at gøre det nemmere at komme igennem weekenden vil der blive delt vand ud i 20 liters dunke, siger vandforsyningschef hos Verdo, Peter Nordahn

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV 2 Østjylland 

Vandet lugter, og det smager dårligt.

Sådan lød de første meldinger, vandforsyningsselskabet Verdo torsdag fik fra beboere i området Over Hornbæk ved Randers.

Det fik selskabet til at sende en anbefaling ud til 150 husstande om, at de ikke bør drikke vandet eller skylle madvarer med det.

Årsagen er endnu ukendt, og derfor har Verdo igangsat en beredskabsplan, siger vandforsyningschef Peter Nordahn til TV2 Østjylland.

- Vi har skruet lidt op for beredskabet. Vi har sendt sms'er ud med anbefalinger om ikke at indtage vandet, for det ser ud som om, det ikke lige er sådan, at det her går væk af sig selv, siger han.

Forsigtighedshensyn 

Flere beboere i området har meldt tilbage til Verdo, at de ikke har bemærket ændringer i vandet.

Det skyldes ifølge Peter Nordahn, at det muligvis kun er enkelte husstande i området, der er påvirket.

- Det ser ud som om, det måske kun er enkelte huse i kvarteret. Det er et samlet område med én vandledning, og derfor giver vi de samme anbefalinger til hele området. Det er simpelthen et forsigtighedshensyn.

Dermed har Verdo igangsat sin beredskabsplan, som vandforsyningschefen under omstændighederne er glad for er på plads.

Spørgsmål: Har I godt nok styr på jeres vandforsyning, hvis der kan opstå den her slags fejl?

- Det, vi har sat i værk nu, er en beredskabsplan, der tager hånd om sådan noget her. For det andet tager vi prøver løbende på vores vandværker og ledningsnet, så det synes jeg faktisk, vi har.

- Så opstår der noget her, der er uforudsigeligt. Det tager vi så hånd om med vores beredskabsplan, siger Peter Nordahn.

Årsagen er endnu ukendt, og derfor har Verdo igangsat en beredskabsplan

Sundhedsskadelige bakterier 

Hele vandledningsnettet i området ved Over Hornbæk er i øjeblikket ved at blive skyllet igennem for at prøve at fjerne det lugtende vand.

De indledende prøver viste ikke sundhedsskadelige bakterier i vandet. Fredag er et akkrediteret laboratorie ude at tage flere vandprøver i området for at prøve at finde årsagen.

Indtil laboratoriet har prøvesvar, må man væbne sig med tålmodighed.

- Man skal forvente, at vi fastholder den her anbefaling henover weekenden. Det er superirriterende for forbrugerne i området, men det er et forsigtighedshensyn, siger Peter Nordahn.

"vand lugter" 

Fredag skriver Verdo i en pressemeddelelse, at selskabet arbejder på at få et overblik over, hvilke husstande i området der oplever lugtgener.

Derfor opfordrer Verdo borgerne i området til at sende en besked til vand@verdo.com, hvis de inden for de seneste dage har oplevet, at vandet lugter. Verdo ønsker også, at de berørte borgere oplyser, om de stadig oplever lugtgener.

- Man skal blot skrive ”vand lugter” og tilføje navn, adresse og telefonnummer, så det er muligt for at vende tilbage for eventuel uddybning, lyder det fra vandforsyningsselskabet.

Borgerne kan også give besked ved at ringe til Verdos kundeservice via nummeret 70 80 61 66.

- For at gøre det nemmere at komme igennem weekenden vil der blive delt vand ud i 20 liters dunke til beboerne i de berørte husstande. Har din husstand allerede styr på nok drikkevand, anbefaler vi at lade andre husstande komme til først, står der i pressemeddelelsen.

Uddelingen foregår ved t-krydset mellem Komponistvejen, Verdisvej og Carl Nielsens Vej fra klokken 11.30 til 12.30 og klokken 16.00 til 17.00.

Powered by Labrador CMS