Her er danskernes dystre Google-søgninger

Elpriser og Ukraine har afløst vinkøleskabe og terrassevarmere i toppen af de mest populære danske søgninger

Udgivet Opdateret

Der er dystre emner, der fylder i danskernes søgninger på Google i år.

Krig i Ukraine og stigende priser på el og benzin ligger i toppen i de danske søgninger i 2022.

Det kan tages som et barometer for, hvad der har optaget danskerne, siger kommunikationschef i Google Danmark Jesper Vangkilde.

- Det, vi kan se, er at de store kriser, der fylder meget i samfundsdebatten, er rykket helt ind i dagligstuen.

Elpriser og Ukraine

- Vi kan se, at danskerne søger på "elpriser", "benzinpriser", "hvem der kan få varmecheck". Også ord som "kviklån" og "kredit" fylder og er steget meget i år, siger Jesper Vangkilde.

"Hvorfor er der krig i Ukraine?", lyder eksempelvis det mest stillede spørgsmål på Google blandt danskerne.

På tredje- og fjerdepladsen over de mest populære ord er "elpriser" og "Ukraine".

Retfærdigvis skal det også siges, at første- og andenpladsen udgøres af "VM" og "Tour de France", der i år havde henlagt de første etaper til Danmark.

Rahim og Putin dyster

Den mest søgte person blandt danskerne var popkongen Tobias Rahim - foran Ruslands præsident, Vladimir Putin, på andenpladsen.

Det er sket et skifte i danskernes prioriteringer, vurderer Jesper Vangkilde ud fra søgningerne.

- Vi har kunnet se de foregående år, at luksusvarer som vinkøleskabe og terrassevarmere har været meget søgte ord. Danmark havde verdensrekord i søgninger på de to ord sidste år.

Valget tog fokus

- Der har piben fået en anden lyd. Nu er det mere søgninger, der vidner om, at den vilde forbrugsfest ser ud til at klinge lidt af, siger han.

Man kan også se på søgningerne, at 2022 har været et år med folketingsvalg.

"Hvem vinder valget?" er det 10. mest populære spørgsmål, ligesom statsminister Mette Frederiksen (S) er nummer 10 på listen over mest søgte personer.

Hun overgås dog af Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, på en 9.-plads.

Google Danmark udarbejder hvert år listen over de mest populære danske søgninger.

Elpriser og Ukraine tog førstepladsen i danskernes Googlesøgninger.
Elpriser og Ukraine tog førstepladsen i danskernes Googlesøgninger.

KORT OM KONFLIKTEN

Krigen i Donbass, også kendt som Krigen i Østukraine er en igangværende konflikt siden 2014 i regionen Donbass i det østlige Ukraine.

Konflikten startede efter Den ukrainske revolutionen i 2014 og Krimkrisen i 2014. Separatister overtog kontrollen med offentlige bygninger, og erklærede Donbass uafhængigt fra Ukraine. Den 6. april 2014 blev Folkerepublikken Donetsk oprettet i Donetsk oblast, dette markerer starten på konflikten. Den 27. april samme år blev Folkerepublikken Lugansk i Luhansk oblast oprettet. I alt er over 5.000 mennesker er meldt dræbt og over 1,5 millioner er drevet på flugt.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS