Hun siger sin mening

Professor Marlene Wind både forsker og deler sine holdninger. Samfundsforskning skal være kritisk for at være relevant, mener hun. 28. december fylder hun 60

Udgivet Opdateret

KORT RESUME AF DENNE ARTIKEL

Marlene Wind er en dansk professor, der fylder 60 år den 28. december. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.

Hun har været leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet siden 2009 og har været tilknyttet universitetets juridiske fakultet siden 2012.

I 2020 blev hun særlig rådgiver for EU's udenrigschef, Joseph Borrell, efter han havde læst hendes bog 'Tribaliseringen af Europa'.

Hun er også en aktiv klummeskribent for flere danske aviser, herunder Weekendavisen, Politiken og Berlingske. Hun blev ridder af Dannebrog i 2022.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Professor Marlene Wind er ikke bange af sig. Hvor nogle forskere måske tier, har hun ikke noget imod at sige sin mening.

Selv om Marlene Wind, der fylder 60 år den 28. december, er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet, har hun et ben i to lejre.

Både i statskundskaben, hvor hun siden 2009 har været leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet, og i juraen, hvor hun siden 2012 har været tilknyttet universitetets juridiske fakultet.

Derudover har hun en ph.d. fra Det Europæiske Universitets Institut i Firenze og har arbejdet i EU-Kommissionen, ved tænketanke og i forskningsinstitutioner.

Blandt andet som professor ved Oslos Universitet i tre år.

Hun har også været aktiv i universitetsledelse med 15 år i bestyrelsen på Europa Universitetet i Firenze og otte år på Dansk Institut for Internationale Studier.

Særlig rådgiver

I 2020 fik Marlene Wind et opkald fra EU's udenrigschef, Joseph Borrell.

Han havde læst hendes bog "Tribaliseringen af Europa".

Året efter tiltrådte hun stillingen som særlig rådgiver for Borrell.

- Det har været en utrolig spændende del af min karriere at kunne rådgive topfolk i EU og samtidig have min grundforskning, der betyder virkelig meget for mig, siger hun.

Barsler med endnu en bog

Marlene Wind har endnu en bog på tegnebrættet.

Hun vil dykke ned i, hvorfor retsstaten og demokratiet i de nordiske lande efter Anden Verdenskrig bevægede sig i en anden retning end resten af Europa.

Adspurgt om bogen bliver kritisk, svarer Wind blot "absolut".

- Hvis ikke forskning er kritisk, kan jeg ikke se relevansen. At kigge ind udefra og prøve at se sig selv i en større, international kontekst er noget, vi i Danmark ikke har været så gode til, siger hun.

På ski i Italien

Wind arbejder selv efter devisen.

De seneste 30 år har hun været fast klummeskribent ved blandt andet Weekendavisen, Politiken og siden 2018 Berlingske.

Den runde fødselsdag skal fejres på ski i de norditalienske alper med familien.

Marlene Wind er gift med Kristian Kjeldsen, der er chef for finansiel stabilitet i EU-agenturet Den Fælles Afviklingsinstans, der er en af grundpillerne i EU's bankunion. Sammen har de to sønner.

Wind blev ridder af Dannebrog i 2022.

Powered by Labrador CMS