Om kort tid ændres priserne på dagligvarer

Flere dagligvarebutikker forventer at sænke priserne i den kommende tid, fortæller Danmarks Statistik

Offentliggjort Sidst opdateret

Dagligvarepriser forventes at falde

Dagligvarepriserne kan være på vej nedad ifølge Danmarks Statistiks konjunkturbarometer.

21 procent af virksomhederne forventer at sænke priserne, mens kun 8 procent forventer at hæve dem.

Dette er første gang i næsten to år, at der forventes lavere priser i dagligvarehandlen.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Der er godt nyt til de forbrugere, der har brugt mange penge på julegaver og julemad i december.

For noget tyder på, at dagligvarepriserne kan være yderligere på vej nedad.

I hvert fald viser Danmarks Statistiks konjunkturbarometer for december, at der er flere virksomheder i dagligvarehandlen, der forventer at sænke priserne de kommende tre måneder, end der er virksomheder, der forventer at hæve dem.

Helt præcist svarer 21 procent, at de forventer at sætte priserne ned, mens 8 procent forventer, at de vil sætte dem op.

Første gang i to år 

Det er første gang i næsten to år, at barometret peger i retning af lavere priser i dagligvarehandlen.

- Det sker på et tidspunkt, hvor vi allerede har set fødevarepriserne falde med cirka 2,5 procent over de seneste fire måneder.

- Der er altså meget, der tyder på, at de seneste måneders prisfald ikke var en enlig svale, og at forbrugerne kan forvente fortsat faldende priser på fødevarer i det nye år, skriver Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer, i en kommentar til tallene.

Han ser det som et tegn på, at den globale ubalance mellem udbud og efterspørgsel på fødevarer er ved at rette sig op.

Det er første gang i næsten to år, at barometret peger i retning af lavere priser i dagligvarehandlen.

Forbrugertilliden 

Selv om mange butikker altså forventer lavere salgspriser, ser de fortsat optimistisk på de kommende måneder.

Det viser erhvervstilliden i detailhandlen, som er positiv for fjerde måned i træk.

- Modsat tidligere er det ikke længere trukket af en forventning om højere priser, tværtimod.

- Det står så noget i kontrast til forbrugertilliden, der stadig er meget negativ, men det ser altså ud til, at forbruget er på vej opad alligevel.

- Der er også flere penge mellem hænderne på danskerne nu, og der kommer endnu flere efter nytår, lyder vurderingen fra Danske Banks cheføkonom, Las Olsen.

Powered by Labrador CMS