Indkalder til pressemøde

Det er den nye bandepakke, der bliver præsenteret

Udgivet Opdateret

Statsministeriet indkalder til pressemøde tirsdag den 12. september kl. 13.45 på Københavns Politigård.

Det fremgår af en meddelelse på Statsministeriets hjemmeside.

På pressemødet vil statsminister Mette Frederiksen, vicestatsminister og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen, justitsminister Peter Hummelgaard og kulturminister Jakob Engel-Schmidt præsentere regeringens nye bandepakke.

De seneste uger er en række elementer af den nye bandepakke allerede sluppet ud.

Læs om nogle af dem her:

  • Skærpet straf for ydmygelsesvold:
    Regeringen vil skærpe straffen for ydmygelsesvold, som har til hensigt at ydmyge offeret og eventuelt optage det og dele det.
    Hvor meget eller hvordan straffen skal skærpes, er ikke afklaret. Men det kan komme på tale med en selvstændig bestemmelse.
  • Nemmere henvisning til Ungdomskriminalitetsnævnet:
    Et nyt tiltag skal gøre det nemmere at henvise børn og unge til nævnet, som arbejder med at forebygge ungdomskriminalitet.
  • Dobbeltstraf for banders økonomiske kriminalitet:
    Visse typer af økonomisk kriminalitet, eksempelvis bedrageri, skal kunne koste dobbeltstraf, hvis kriminelle bander står bag.
  • Indsats for at begrænse bandemedlemmers kommunikation:
    Det skal gøres forbudt for bandemedlemmer, der er idømt opholdsforbud, at kontakte andre medlemmer af samme gruppering.
  • Skærpede straf for ulovlig besiddelse af knive:
    Det betyder konkret, at førstegangstilfælde fremadrettet som udgangspunkt skal straffes med 14 dages fængsel i stedet for syv dage. Andengangstilfælde skal straffes med 30 dages fængsel i stedet for 14 dage.
    Derudover vil regeringen foreslå at gøre det til en skærpende omstændighed, hvis man bærer kniv på uddannelsesinstitutioner, ungdomsklubber eller på ungdomsskoler.
  • Til kamp mod hashhandlen i Pusher Street på Christiania:
    Straf for handel og besiddelse af stoffer skal kunne fordobles i afgrænsede strafzoner, herunder på Christiania i København.
    De skærpede strafzoner vil medføre, at eksempelvis handel og besiddelse af hash i førstegangstilfælde bliver straffet med en større bøde, hvis kriminaliteten sker i zonerne. Anden forseelse giver som udgangspunkt fængselsstraf.
Powered by Labrador CMS