Jørgen er træt: -Tænk jer nu om

Flere gange er de ansatte på Kajakhotellet mødt ind til ødelagte ting, skrald og knust glas

Jørgen Schubert kan dog forstå at de unge mangler et sted at feste. Men han er træt af at virksomhedens inventar bliver ødelagt og området bliver svinet til. Foto: Privat
Jørgen Schubert kan dog forstå at de unge mangler et sted at feste. Men han er træt af at virksomhedens inventar bliver ødelagt og området bliver svinet til. Foto: Privat
Udgivet Opdateret

Se flere fotos i billedgallerietherover

Jørgen Schubert er egentlig fuld af forståelse, men da han mødte på arbejde torsdag, var det bare dråben. 

- Jeg ved at de er jagtet vildt, og jeg har intet imod at de er her. Men der er også en verden omkring dem, siger han til Newsbreak.dk. 

Han er businesspartner på Kajakhotellet på Amager. Her mødte personalet ind til knuste flasker, skrald og snusposer på jorden ved hotellets inventar. 

Og det er ikke første gang, at det er sket. 

Eftersom de lokale unge er blevet smidt væk fra Bryggen, har de flyttet festen andre steder hen, og indimellem lander den i Kajakhotellets udendørs inventar. 

Nogle bliver kække

Ofte forsøger Jørgen Schubert at tale med de unge, for vild fest og knust glas går både udover virksomhedens inventar og forbipasserende hundepoter.

- Ofte hjælper det med en reminder. Nogle bliver lidt kække i det, men jeg er fra Amager, så jeg er også kæk. Mange siger "Ja, selvfølgelig", når vi kommer med en opfordring, fortæller han Newsbreak.dk. 

Og selvom han tager det meget roligt, så er det irriterende for ham, når han igen må konstatere, at virksomhedens inventar har været brugt til fest.

- Jeg tænker: Åh nej, nu igen. Så skal vi bruge to timer på at rydde op. Og det er klart, at skal vi bruge to timer på at rydde op i den ene ende, så er der noget, der kommer til at halte i den anden ende. 

Derfor har han en klar melding til de unge, der bruger Kajakhotellets inventar:

- Tænk jer nu om, og ryd op efter jer selv. I sidder til låns hos andre mennesker.

Se flere fotos i billedgalleriet over denne artikel

Powered by Labrador CMS