Kolleger tilbudt krisehjælp

Østjyllands Politi sætter nu uddybende ord på, hvordan man har håndteret sagen om den påkørte betjent Stefan Nymann

Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV2 Østjylland

For første gang, siden betjenten Stefan Nymann blev ramt af en bil under en flugt i det vestlige Aarhus i sommeren 2021, uddyber Østjyllands Politi, hvordan ulykken ramte medarbejderne på politigården i Aarhus som et lyn fra en klar himmel.

Det sker, efter 21-årige Mohamad Tarek Younes torsdag blev kendt skyldig vanvidskørsel og for kort tid siden blev idømt fire års fængsel for en række forhold. 

Herunder påkørslen af den på det tidspunkt 31-årige politibetjent.

- Vi forsøger at være der så meget som muligt og hjælpe ham og hans familie alt det, vi kan - også fremadrettet, så de kan få en tålelig tilværelse, siger politidirektør ved Østjyllands Politi, Kirsten Dyrman til TV2 Østjylland.

Flere kolleger har måttet ty til psykologhjælp, efter Stefan Nymann blev hjerneskadet efter ulykken
Flere kolleger har måttet ty til psykologhjælp, efter Stefan Nymann blev hjerneskadet efter ulykken

Ledelsen hos Østjyllands Politi har siden dagene omkring ulykken været tilbageholdende med at sætte uddybende ord på situationen for ikke at risikere at påvirke retssagen.

Politidirektøren fortæller videre, at der har ligget en stor arbejdsgiveropgave i at tage hånd om betjentens kolleger efter ulykken.

- Så gør vi selvfølgelig rigtig meget for at håndtere vores personale, for hvem sådan en sag her også har en kæmpe, kæmpe betydning omkring utryghed og bekymringer for dels, hvad der kan ske, når man bliver sendt på gaden, men også, hvad der sker med deres gode kollega, siger Kirsten Dyrman.

Hun fortsætter:

- Vi taler med vores ansatte om hændelsen og om, hvad der kan ske, når man bliver sendt på gaden. Så kan situationen pludselig udvikle sig på et splitsekund. Vi tilbyder psykologbistand til dem, der har behov for det, og så prøver vi i det hele taget - både ledere og alle andre medarbejdere, politiforeningen og alle, der har andele i det arbejde, vi udfører i Østjyllands Politi - at vi er til stede, så vi kan tale om tingene og finde tilbage til normalen igen, siger hun.

50 blødninger i hjernen

Ulykken skete den 18. juni 2021. Her blev betjenten Stefan Nymann ramt, imens han til fods var i færd med lægge en sømmåtte ud for at stoppe netop Mohamad Tarek Younes.

Påkørslen resulterede i, at den nu 32-årige politibetjent blev lagt i koma og var i livsfare i en periode på cirka en måned.

Stefan Nymann havde efterfølgende i omegnen af 50 punktblødninger i hjernen.

Fire års fængsel

Den dag i dag er blandt andet han lammet i højre side, har nedsat syn, nedsat funktion i munden, får primært mad gennem sonde, er svært talebesværet og har nedsat funktion af venstre side.

Det har familiens bistandsadvokat oplyst i retssalen.

Mohamad Tarek Younes blev torsdag kendt skyldig i 35 ud af de 38 forhold, han var tiltalt for. 28 af dem omhandlede andre forhold end det, der skete den 18. juni 2021, hvor Stefan Nymann blev kørt ned.

Fredag modtog han sin dom, der udover de fire års fængsel også lød på frakendelse af førerretten i otte år.

Powered by Labrador CMS