Lastbil dumpede i havet: Så dyrt bliver det

Det kan godt hen og blive dyrt for Benny Nielsen, hvis lastbil faldt i vandet tirsdag. Selv om han har et forsikringsselskab

Udgivet Opdateret

- Det er heldigvis ikke hver dag, at en lastbil går til havs, konstaterer Benny Nielsen tørt. 

Direktøren i Fredsø Vognmandsforretning har haft et par døgn til at sunde sig, efter at hans lastbil røg i vandet tirsdag morgen. 

- Det er da pisseirriterende, siger direktør Benny Nielsen, der ejer lastbilen, til Newsbreak.dk. 

Men han slår fast:

- Det vigtigste er, at der ikke er sket personskade.

Forsikringen dækker

En lastbilchauffør havde glemt at trække håndbremsen efter at være kommet ombord på Hvalpsundfærgen Mary, som sejler mellem Hvalpsund og Sundsøre på Salling.

Det havde den konsekvens, at lastbilen trillede af færgen og endte i vandet. Den lå 150 meter ude i Limfjorden og blev bjærget i en timelang aktion natten til onsdag. 

Benny Nielsens lastbil trillede af Hvalpsundfærgen og lå 150 meter ude i Limfjorden.
Benny Nielsens lastbil trillede af Hvalpsundfærgen og lå 150 meter ude i Limfjorden.

Siden tirsdag, hvor uheldet skete, har Benny Nielsen været i dialog med sit forsikringsselskab. 

- Forsikringsselskabet dækker skaderne. Og så skal jeg så selv betale selvrisiko og bonustab, hvilket også kan blive dyrt, eftersom der er tale om en lastbil, forklarer han. 

Kommer ikke ud at køre igen 

Forsikringssagen er usædvanlig og kompleks. Der er flere parter involveret, og ansvar skal placeres.

- Jeg tror, at det kommer til at vare lang tid, før sagen afsluttes. Måske et helt år, lyder det fra direktøren i Fredsø Vognmandsforretning. 

Og lastbilen kommer aldrig ud at køre igen. 

- Den er totalskadet og skal skrottes. Den befinder sig allerede hos skrothandleren, fortæller Benny Nielsen.

Powered by Labrador CMS